Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
Det klassiske gudsbillede eier intet av bohemen, anar
kisten eller stolbenshumoristen, heller intet av parlamentari
keren med det fremskridtsvenlige livssyn, som vor tid saa
gjerne utstyrer alle magter i himmelen og paa jorden med.
Den klassiske gud var en suveræn gud, hans hellighet var
uantastbar, han var Deus absconditus, den forborgne gud.
Han var vældig i sin vrede, og dog er Guds kjærlighet alt
beherskende. Han er Deus Majestatis. Det var med ærefrygt
mennesket maatte nærme sig ham. Moderne rationalister og
mystikere har begge en litt for kvik og nærgaaende maate
at søke forholdet til guddommen ordnet paa. Hemmelighets
fuldhet og værdidybde er det ærefrygten som gir. Det klas
siske fænomen av «horisonter» og «perspektiver» er ikke
bare optisk, det er ogsaa psykologisk, og ærefrygten er i vor
aandelige natur og verden netop det som opretholder hori
sonter og perspektiver. Dybdedimension over guddoms
billedet faar man først giennem ærefrygten. Uten dette
organ blir hele billedet forflatet og verden et simpelt regne
stykke.
Beslegtet med ærefrygten er en anden klassisk følelse, nemlig
blufærdigheten, som i sin kjerne er en aabenbaring av det skjønne
i en gestus av at skjule, eller en diskret og vakker dækning
av det skiønne. Naar videnskapen nåar sine høider, gripes
den baade av ærefrygt og blufærdighet, forstaar dybdedimen
sionerne og den evne til at skjule, dække sig, aabenbare sig,
som er naturens og guddommens gestus likeoverfor menne
sket. Det er ikke forskeren, men den videnskabelige skole
mester som kommer i motsætning til ærefrygten. Den som
ikke bare «fremstiller» og «beviser», men som «søker» og
«forsker» har altid at kjæmpe med det fænomen, at han
hvert øieblik kommer over forstandens grænse og staar over
for kjendsgjerninger som han ikke kan gjøre sig noget «be
grep» om. Ut av dette vokser den undrende, ærefrygtsfulde,
metafysiske aand, den mandige blufærdighetsfølelse, som var
den sterke kraft i det klassiske guddomsbilledes utformning.
Klassikeren Newton følte sig «som et barn der gik ved hav
stranden og lekte med muslinger» nåar han utkastet gravita
tionsprincipperne og sine love for himlens mekanik. Det er
noget andet end kemikeren Berthelots berømte ord fra 1885,
at verden er idag uten hemmeligheter, eller Zolas, at man
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
