Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
leiet gav han et legat til fattige studenter i Trondbjem. Han
indtar i norsk klassicisme næsten samme stilling som Bossuet
i fransk, begge alvorlige prædikanter, begge knyttet til hoffet.
Likesom Bossuet nærmest heldet til jansenismens alvorlige
livsopfatning, stod Hersleb i meget paa samme standpunkt,
og hævdet dette likeoverfor hoffet. Madame Sévigné sier et
sted om en abbed Montmars præken ved hoffet : Han gjorde
korsets tegn, han læste teksten, han bebreidet os ingenting og
sa os ingen übehageligheter. Han bad os siet ikke frygte
døden, hvilket vi ogsaa var enig med ham i. Ingen lot sig
forskrække, vi var alle fornøiet. Il n’a rien qui choque.
Nous fumes tous contents. Bossuet talte alvorsord, og en
berømt synderinde, kongens elskerinde Mlle de la Valliére,.
flygtet for hans ord ind iet nonnekloster. «Lader os søke
op et sted i verden,» sier Hersleb i en tale for hoffet, hvor
han tydelig nok gir et billede av selve hoflivet, «hvor øiens lyst,
kjøds lyst og levnets overdaadighed regjerer, et sted, hvor cere
monier og affecterede gebærder er i overflødighed, et sted hvor
man lever med den rige mand herligen og i glæde, et sted hvor der
tænkes kun paa lyst og tidsfordriv, hvor man bær øinene høit
og ved fast ikke om med hvem og hvad man vil tale og tør
tale, et sted, hvor ord og complimenter, ceremonier agtes for
realiteter, og realiteter igjen for bagateller, et sted, hvor man
klager over livets korthed, tidens hastighed, og man dog har
tid nok tilovers til unytte, til plaisir, til tidsfordriv.» Her har
vi Bossuets mandige og strenge form, samtidig som der i
Herslebs revsen av tidens skrøpeligheter er ting som tydelig
minder om hans landsmænd Holberg og Peter Dass baåde i
tanker og billeder. «Vi forandrer klæder som maanen skifter
gestalter, nu i farver, nu i moder, nu er klæderne runde, nu
flade, nu kantede, nu halve, nu fulde, nu snevre, nu vide.»
Den matkjære «ønsker sig en hals saa lang som hans krop,
at han kan smage des længer.» Men derfor skal ikke Guds
tjenere være sure. Gud elsker ikke de sursindede. Al lyst
er ikke synd, man maa ikke forandre menneskene til «stokke
og knubbe», til «murmeldyr», og man faar huske at de har
baade «passioner og affekter». Presten maa ikke i «selskaper
være murmeldyr, der neppe tør se paa folk og mene at deres
embedes hellighet ikke tillåter dem at komme deriblandt.» I
al deres færden maa de vise samme holdning, ikke være nu
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
