Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
vilje. De religiøst traditionsrike samfund skaper rent kirkelig
set rikt nyanserte helgentyper: den fromme lyriker i Frans
av Assisi, den verdenskloke og verdensforagtede adelsmand
i Bernhard av Clairvaux, ynglingssværmeriet i Aloysius av
Gonzaga, den aktive prælattype, Frans fra Såles. Vore helgen
typer har altid et drag av ecclesia militans, det er kjæmpende
typer, ikke drømmende, kontemplative. De er fremmede for
middelalderens verdensflugtkristendom, for Lutherdommens
retfærdighetskristendom, pietismens gjenløsningskristendom,
—vi har den aktive inkarnationskristendom. Guds aand
fylder dem, taler til dem, stiller krav til dem som de
ikke kan motstaa. Inkarnationen er en forsænkning av det
evige i det timelige, av det aandelige i det legemlige. Klassi
cismen skapte hos os om man vil den polare helgentype som
det 19de aarhundrede skapte den polare opdagelsesreisende. I
Hans Egedes Relation, hans dagbok, har vi et menneskelig
dokument av betagende virkning, et sinds lidenskabelige kamp
med sit kald, med sin Gud, med sit eget sind, og det hele utspil
les i polarnaturens og polarnattens øde og stilhet.
Ute paa Senjens prestegaard vokste kravet i ham paa at
fremme Guds ære gjennem at kristne Grønland. Paa den
anden side «bad jeg inderlig og sukkede uafladelig til Gud
at han vilde føre mig ud igjen af denne fristelse, der skulde
styrte mig og mine i ulykke og fordærvelse.» I de enkle ord
tilstod han sin «kjære hustru» kaldet. «Jeg maa tilstaa at jeg
saavel af hendes bøn og graad som af venners fornuftige og
velmente forestillinger blev ganske overvundet og angrede
min daarlighed med løfte om at bli i det kald Gud havde
git mig.» Men intet hjalp. Og hustruen saa hans bekymringer,
trostet og mente at Satan kunde ha sit spil. «Hun sagde sig
ulykkelig at ha sat sit hjerte til mig og indladt sig i egteskab
med den som formastelig vilde styrte baade sig seiv og hende
udi al ulykke.» Vi forstaar sindstilstanden paa prestegaarden.
og han følte som han seiv sier næsten «desperat».
Saa brøt han overtvert, holdt avskedspræken i sin lille
nordlandskirke over temaet: «Vi har ogsaa haab at prædike
Christi evangelium for dem som bo paa den anden side», og
vi kan let nok førestille os den av Egede beskrevne missions
stemning som laa over sindene i kirken den dag han holdt
sin avskedspræken. 1 det nøkterne Berge trodden man han
472
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
