Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stein Bugge: Linjen i vor dramatiske digtning - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Linjen i vor dramatiske digtning.
delte, men den store græske realists ikke Sofokles’, fra
Æschylos mottatte, og i kysk og hellig überørthet videre
baarne dype tragiske syn, men Euripides’, fra Sokrates og
de græske sofister mottatte grusomme og gudløse: Katastro
fens uoprettelighet menneskets blodige ensomhet i det
vældige univers ....
Og nåar Ibsen allikevel evnet at præge dette livssyn med
sin egen individualitet, saa var det fordi han ikke som Euri
pides var negativ livs-for agter, men positiv livs-f or
langer! Fordi han, tiltrods for at han ikke kunde se
andet end at livet var ondt og sykt og lavt, ikke vilde opgi
sin tro paa at noget bedre, noget sterkere og noget høiere
maatte kunne skap es!
Møtes han derfor med Euripides i sin skaanselsløse
realisme, splintrer han sofistens filosofi med sin navnløse og
kaotiske livskraft: Hvor Euripides med en lystmorders drift
leker mellem sine ofres vanvittige pinsler, der hugger Ibsen
til som en skarpretter. Hvit, sammen bitt og koncentrert
om ka t as tr o fen !
For den var det som fra først av optok ham - som til
slut besatte ham, saa han nu ikke længer noget andet vilde
se: End at langt inde i livet, dypt nede paa bunden og skjult
av allehaande skjønne løgne, der luret den evige fare, den
som aldrig kunde hvile, men som hemmelig, ad tusen veie,
umerkelig listet sig ind paa os, til den en dag, pludselig,
vanvittig, som en navnløs rædsel styrtet sig over os og be
grov os i mulmets evige mørke !
I det lys løste Ibsen sine verker ut. Og til den utløsning
kan det nok hænde at han laante noget av haandlaget fra
Sofokles. Hvor skulde han ogsaa ellers lært faget selve
emnets subtilt geniale løsning og form, om ikke hos ham,
som eiet oldtidens fineste formsans?
Bare synet var ikke Sofokles’ ikke sorgens lange,
levende uendelighet i sindet, og derfor heller ikke glædens.
Bare livets knusende slag. Og saa menneskets trods. Til
sidste pust: Det naturalistiske skuespil ikke tragedien
og komedien!
Bent imot Ibsens utvikling gaar Bjørnsons. Vi ser ham
i övergångstiden mellem hans historiske og moderne digtning,
dette omslag som ogsaa for ham skulde bety frigjørelse fra
517
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
