Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. P. L’orange: Betragtninger over impressionistisk og klassisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. P. L’orange.
sin individualitet som løsepenger, at trænge frem til det
evige og übegrænsede, til tingenes inderste, universale liv, til
oplevelse av altets nærværelse i det enkelte. Den impres
sionistiske kunst er saaledes den jeg-løse, den uselviske,
har den panteistisk begeistrede selvopløsning, den panteistiske
frihet for individualitet. Jeget er formlöst, idet det kun saa
ledes er kvalifisert for momentels lovgivende, formgivende
autonomi.
Her har vi da den inderste hemmelighet i en impres
sionistisk indstilling: Individets uforbeholdne, betingelsesløse
overgivelse til oplevelsen. Kun i en saadan tilstand av fri
het for individualitet er den grænseløse hengivelse til øie
blikket mulig, kun som absolut formløs kan man motta op
levelsens form. Og om den almindelige impressionistiske
indstilling ikke nåar denne yderlighet, paa grund av den
ringere inderlighet, den ringere lidenskap, den ringere bega
velse, saa er dog princippet for den dette samme: Oplø
sende jegets form og underkastende sig momentets lov at
søke frem til oplevelsens inderste egentligste væsen.
Sikkert er dette impressionistiske et urelement i al kunst,
alt liv. Man har ogsaa antat at den individualitetsløse ind
levelse i øieblikket var identisk med det egentlig kunstneriske
i den. Æstetikken befinder sig da i et merkelig dilemma:
Skal jeg kunne trænge frem til oplevelsen av kunst, maa jeg
formløs, opgivende min menneskelig begrænsede individualitet
i dennes etiske og intellektuelle bestemthet, gi mig ind under
øieblikkets autonomi. Og ut ifrå denne opfatning søker man
at forståa kunsten som det geniale element, der bringer mig
ut over min egen begrænsede menneskelighet, som befrir mig
ifrå den betyngede, ængstede, længtende individualitet. Den
klassiske kunst redder æstetikkken ut av dette dilemma, idet
den konstituerer et «principio individuationis» inden oplevelsen
av kunst.
For den klassiske indstilling er den menneskelige, etiske
form det egentlig væsentlige, «das Mass aller Dinge», det som
altid maa bevares. Overfor oplevelsens lov stilles jegets,
den etiske fatning kan aldrig tapes. Impressionistisk under
kastedes jeget momentets lov; klassisk underkastes oplevelsen
jegets lov, jegets form. Impressionistisk gaar jeg ut over mit
etisk formede, etisk begrænsede jeg, for i det enkelte at op-
550
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
