Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - B. W. Nørregaard: Uendelighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 Samtiden. 1925.
Uendelighet.
Mennesketanken kan kun vanskelig og meget ufuldkom
ment forestille sig uendeligheten. Men endda vanskeligere
kan den tilegne sig forestillingen om et absolut tomrum, en
uendelighetens begrænsning. Det var bare et utslag av denne
vanskelige forstaaelse at man i sin tid ogsaa tilkjendte luft
og vand den samme «horror vacui».
Jeg tror at denne menneskenes vægren sig ved at god
kjende verdensrummets endelighet og dermed tilstedeværelsen
av det absolute tomrum utenfor verden hviler paa et rigtig
instinkt, og jeg mener ogsaa at Einsteins teori, saa langt fra
at staa i motstrid med denne instinktmæssige «horror vacui»,
tvertimot yderligere bestyrker dens rigtighet.
Ta en hvilkensomhelst gjenstand, en jernklump f. eks.
Vi vet at den bestaar av et næsten ufattelig stort antal ato
mer, partikler av næsten ufattelig smaa dimensioner. Disse
ligger ikke klods op til hverandre, men skilles av mellemrum
som er mangfoldig gange saa store som atomerne seiv. Og
de befinder sig ikke i hvile men bevæger sig omkring hver
andre efter visse love. Med andre ord, atomerne i jernklum
pen danner en verden for sig, et diminutivt kosmos, styret
av likesaa faste love som det kosmos vi kalder verden. Det
er en verden inden verden.
Disse to verdenssystemer, det store, som vi kalder kos
mos, og det lille, som vi her kan kalde mikrokosmos, kjen
der vi altsaa. Vi maa strække vor fatteevne og vor indbild
ningskraft likesaa langt for at forståa det ene som det andet,
utad og opad indtil grænserne for det ufattelig store, indad
og nedad til grænserne for det ufattelig lille. Vi kan gjøre
det fordi vi tilhører begge disse verdenssystemer direkte.
Vi staar, saa at si, midt oppe i begge systemer. Den jord vi
lever paa er et atom i kosmos; den jernklump vi holder i
haanden er dannet av atomer, som vi kan erkjende og be
regne. Mennesket er forsaavidt midtpunktet i verden.
Men visselig bare i vor verden. Det förekommer mig
intet mindre end anmassende at ta som givet at der ikke
eksisterer andre, fordi om vi ikke er istand til at paavise
dem, forestille os dem kan vi. Hvad grund eller ret har vi
til at si at et atom, eller en atomdel, er den endelige mind-
65
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
