Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Per Rygh: Lagrettefrifindelser og folkementalitet - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lagrettefrifindelser og folkementalitet.
læsere lar ligge som uforstaaede og ufordøielige ting. Hvor
ledes klassekampen saaledes i sit inderste væsen er en frem
elskelse av den rene personegoisme, har man fortiden det
bedste bevis paa i Rusland : efteråt den enkelte klasse der er
blit staten, er klasseegoismen der avløst av den allerværste
personegoisme i en grad som intet andet sted.
Hos en «klassebevisst» arbeider, for at bruke jargonens
uttryk, er det derfor faafængt, at vente nogen følelse av pligter
mot samfundet, og klassekampevangeliet har desværre übe
stridelig vundet mange proselyter hos os. Men om end dette
evangelium direkte kun prædikes for en enkelt samfunds
klasse, har det med uundgaaelig nødvendighet ogsaa virket
tilbake paa andre. Allerede den gamle lov om tryk og mot
tryk har hos andre samfundsklasser fremtvunget specialorga
nisationer til motverge som f. eks. arbeidsgiverorganisationerne.
Og selve den ting, at «klassen» og dens interesser i aarræk
ker har været proklamert som det eneste saliggjørende for
arbeide r ne har naturlig suksessivt ført ogsaa andre sam
fundsklasser ind paa samme tankeveie. Bare i ett tilfælde
har det ført til dannelsen av et andet direkte politisk klasse
parti (Bondepartiet). Men det har bragt nær sagt hver eneste
gruppe individer, hvor liten den end er, til at slutte sig sam
men i organisationer til fremme av sine særformaal. Og er
faring viser sterkere fra aar til aar, at mængden av disse
organisationer drives stadig mere over i fremme av disse
særformaal som «Selbstzweck» med stadig mindre hensyn
tagen til samfundet som helhet, seiv om organisationen fra
først av blot var tænkt med langt beskednere og legitimere
opgaver.
Den tredje hoveda a r s a k er samfundets egen utvik
lingsretning i den sidste menneskealder, bort fra liberalismens
«retsstat» til det, man med et yderst misvisende navn ofte
kalder «kulturstat». Faktisk og praktisk har dette navn mere og
mere artet sig derhen, at samfundet har gjort sig til de en
kelte individers forsorger, fra først av væsentlig under sygdom
eller ulykkestilfælde, saa under arbeidsløshet og sluttelig i
mange tilfælde helt ålment (boligbygning, ålderdomspension,
gratis skole- og anden bespisning o. s. v.). Samtidig har man
med ængstelig omhu søkt fjernet alle benævnelser som fattig
understøttelse o. 1., hvormed samfundet, nåar det før i tiden
77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
