Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros - IV. Racine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun blegner, trækker sig langsomt tilbake og resignerer.
Jeg elsker, elsker, maa elsket bli,
den dag du ei elsket mig, var det forbi,
at alt var slut, det voldte min gru.
Der tok jeg feil. Du elsker endnu.
Dit hjerte skjælver. Du skjuler taarer.
Bérénice skal nu bære det som saarer.
Og jeg skal nok leve. Cæsars vilje sker
Farvel og hersk! jeg ser dig aldrig mei
Bérénice er kort og godt klassicismens kvinde. Hun har
en statues skjønhet og alvor og eier den holdning som gjen
nem aarhundreder skaper udødelighet. Det er et kvindeideal
skapt av kristendom og ridderskap, fremelsket av en galant
og formel aandelig elite. Og vi ser for os dette stykke, første
gang spillet ikke bare av en stor skuespillerinde, men av en
fin, distingvert kvinde digterens elskede.
Bérénice gir et billede av Ludvig XIVs hof i dets mest
straalende periode. Bérénice har ikke bare laant noget av
stemmen fra digterens skjønne elskerinde, hun er ogsaa Maria
Mancini, Mazarins niece, kongens ungdomselskede, som han
hadde lovet egteskap, og som han blev tvunget til at gi av
kald paa. Hun er ogsaa svigerinden Henriette av Orleans,
som elsket kongen og som om sig samlet skjønaander, blandt
andre Racine, det var den sjælfulde M.Ue de la Valliére,
kongens elskerinde en viol som skjulte sig i græsset, for
at bruke Madame Sévignés uttryk om hendes liv ved hoffet, og
som pludselig trak sig tilbake til klosterlivet. Det er en
kjendt historie at det netop var Henriette av Orleans, som
fandt motivet og fik baade Racine, som hun satte meget høit,
og Corneille til at skrive en tragedie over dette emne. Det
historiske forhold mellem Bérénice og Titus mindet hende
litt om hendes eget forhold til sin kongelige svoger. Desuten
var hun barndomsveninde til Maria Mancini, likesom kongen
og Maria møttes i søsterens hjem. Hun kan ha fortalt Racine
enkelte detaljer og føiet til: «Fortæl den vakre historie om
Bérénice. Opsøk ikke netop antydninger, men vær heller
ikke ræd for dem. Det mishager siet ikke kongen, det vet
jeg.» Seiv var hertuginde Henriette et charmant væsen, hun
var som flere av de klassiske kvinder munter og ulykkelig.
Da Bérénice, som hun hadde elsket, blev spillet, var hun
193
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
