Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Nogen ord om Gran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogen ord om Gran.
skede trang til tryg udfoldelse sammen med venner, nåar gil
dets bølger gik høit. Det er ogsaa dette træk, vi møder,
nåar vi ser ham som redaktør av sine tidsskrifter, hvorav
jo ialfald Samtiden har forstaat at bære sig seiv uden kun
stig støtte, delvis i modsætning til lignende foretagender i
Sverige og Danmark : han var fint merkende og våk ligeover
for hver ny strömning i tiden, følsom som en vindkverns
ving, uden seiv at være nogen vindkvern. Og hændte det en
sjelden gang at én syntes, han var lidt for følsom, saa var
det kanske bare fordi man seiv stod plantet tryg paa land
og dømte uden at føre skuter eller ha ansvar for grunder
og slemt farvand. Han beholdt ialfald sin egen mening i
den omløbende vind; jeg tar her et eksempel fra Samti
dens sidste hefter og den pläds som blev avset der til den
antikkultus, som nu ogsaa er dukket op her nord og tror
sig at være en ny og fornyende retning: jeg skulde kende
Gran daarlig og ta meget feil, om han ikke saa paa denne
ri med sit korte, skeptiske smil, saa paa den klassiske
moderetning som det, den er og altid har været opover i
kulturhistorien seiv i sydens lande, hvor den dog, til for
skel fra hos os, endog er genopvækkelse av stammens egen
fortid : i høiden kun en forbigaaende kur for sind, som ver
denskatastrofen har skaket op, og ingen nyskabende retning.
Men Samtidens læsere burde bare efter hans syn, ikke
forholdes et indtryk av strömningen, idet den jo hører med
til tidens kultur-billede.
Det var endvidere dette barnslige træk ved hans person
lighed, som naturlig bar ham seiv over i nye retninger, som
man paa forhaand skulde forsvoret kunde finde genklang
og forstaaelse hos en aand fra en periode, hvis program var
skepsis og rationaliserende dressur, og hvis væsen var en
svaghed for «le dernier cri» ude i Europa. Her vil jeg nævne
hans møde med Mo 11 k e Mo e. Jeg tror, det betegned lidt
av et vendepunkt i hans literaturkritiske udvikling, seiv om
han, ialfald til en begyndelse, hadde sine bestemte indven
dinger at gøre eller fandt ham en smule for lidet porøs og
for lidet fyldt av det negative, man kalder ironi. Positivis
men og Sars var ham ialfald ikke nok længer. Jeg tror, det
reserve og forsigtige møde løb overmaade velgørende av;
215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
