Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Stoltz: Gerhard Gran som lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran som lærer. 945
latt mig fortælle at grunden var den at vedkommende elev,
som ikke var ganske pur ung længere, var forelsket og selv
følgelig derfor skrev digte. Men istedenfor at sende disse til
sin skrivebordsskuf eller til hende, gik han med digternes
upraktiske sorglöshet omkring med dem i sin ytre trøielomme.
Dette blev opdaget i klassen, og hver morgen var det derfor
en ren sport at komme ned i lommen for at følge utviklingens
gang. En dag, det var netop i Grans time, var man uheldig
og blev grepet paa fersk gjerning, hvad der fremlokket et
meget prosaisk men temmelig høit «for pokker» fra digterens
læber. Min herre, sa Gran barsk, behag at vælge Deres uttryk
fra en annen sfære. For Gran kunde være baade barsk og
sint ogsaa, velgjørende sint, og der er nok flere end digter
gymnasiasten som kan berette at de er jaget paa gangen av
G. G. Jeg har endog set ham bruke spanskrør. Det var i
fransken i middelskolen.
Du Finn, sa Gran, du maa huske paa at min taalmodighet
er akkurat som en gummisnor; du kan tøie den temmelig langt,
men tøier du den for langt, saa brister den, og da smel
der den, skjønner du. Men det var netop det Finn ikke
skjønte; han tøiet den litt for langt, og tro mot sit ord gik
Gran rolig ind paa kontoret efter spanskrøret, hvorpaa Finn
blev behandlet coram publico og efter alle kunstens regler.
Jeg vet ikke om noget saadant var helt lovlig, men jeg vet
at ingen tok skade av det, allermindst Finn seiv som nu
temmelig længe avholdt sig fra at trække i gummisnoren.
Men det var ikke ofte Gran behovet ty til straf. Bare
lat som du ikke er til, far, var hans almindelige bemerkning
nåar vi blev brysom for hans undervisning var saa mor
som at de aller fleste av hans elever bare glædet sig til
timerne, særlig til norsktimerne, og dem husker vi vel ogsaa
bedst. h
Han læste for os, eller lot os læse, han gjennemgik litte
ratur og han holdt foredrag; han egget os til personlig ar
beide og han bød os hjem til sig for at laane bøker av hans
velfyldte hylder. Likte du den boken? Saa kan du beholde
den da, het det endog.
Engang gik to bergensstudenter i Kristiania og drøftet
Jonas Lie. Den ene holdt paa Onde Magter som den bedste,
den anden satte Dyre Rein høiest. Efter en længere diskus
-18 Samtiden. 1925.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
