Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valborg Erichsen: Gerhard Gran og studenterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran og studenterne.
sagt noget dumt eller vrøvlet. Man fik aldrig dø i synden,
og jeg husker godt at man kunde rødme længe bakefter ved
tanken. Men for dem som ikke hadde dumheten paa sin
samvittighet, var det meget underholdende.
Professor Grans timer var velgjørende præget av at han
ikke hørte til den mennesketype som han seiv kaldte «alvors
mænd», de som gjør indtryk av at bære al tidens byrde
paa sine skuldre, som mener at man maa dokumentere sit
alvor overfor livet ved bestandig at ta sig seiv høitidelig.
Ingenting var ham fjernere end dette. En altid vaaken selv
ironi var en iøinefaldende egenskap hos ham, ogsaa som
lærer; han gjorde opmerksom paa at han ikke hadde noget
somhelst ønske om overfor os at være en «sacrosant person»,
som ikke maatte røres eller angripes, at han tvertom likte
motsigelse og skepsis. Jeg husker usedvanlig tydelig hvordan
han en gang læste op for os en avhandling han i 1905 hadde
skrevet om Holberg. Midt i læsningen avbrøt han sig seiv
og begyndte at le av en av sine egne perioder, som förekom
ham at være formet i stivbenet kancellistil. Han undret paa
om det kunde være aarets fædrelandske stemning som hadde
förledet ham til en saa overraskende høitidelighet.
Smilet var i det hele ikke fraværende længe av gangen
i Gerhard Grans undervisning. Det var et uttryk for den
humor som vel var hans grundstemning overfor livet. Spøk
og alvor var vævet sammen i hele hans væsen, var for ham
aldrig motsætninger som utelukket hinanden. Saa ogsaa i
hans virksomhet som lærer. Formen var altid let og livlig,
ordene aldrig store; men der gik sjelden en time uten at vi
fik et glimt av hans beundring for skiønhet og storhet, hans
ærbødighet for aandsværdier.
Naar jeg har sagt alt dette, er jeg mig allikevel bevisst
at jeg ikke endnu har rammet det avgjørende ved Gerhard
Grans lærervirksomhet.
For nogen aar siden, da han tok avsked som professor,
holdt de filologiske studenter en fest, hvor han var tilstede.
Der blev naturligvis holdt tale for ham, og han svarte; men
han gjorde opmerksom paa at han forholdt sig litt skeptisk
overfor mange av de pene ord som han efterhvert fik høre
om sit arbeide som universitetslærer. Derimot hadde han
for en tid siden oplevet noget som gjorde indtryk paa ham:
251
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
