Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anton Mohr: Joseph Caillaux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Joseph Cailleaux.
lige fiende, politisk som økonomisk, i som utenfor Europa,
var ikke hinanden, men England. En krig mellem de to
magter vilde, hævdet han, alene kunne svække dem begge til
Englands fordel, mens en økonomisk forstaaelse dem imellem
vilde kunne gjøre dem til verdens herrer. 1 Og han hen
viste, som en bekræftelse av sine idéers mulighet, til hvordan
privatretslig en slik økonomisk forstaaelse allerede var etablert
gjennem den intime forbindelse som fandtes mellem de west
falske industrimagnater og den mægtige franske Comité des
Forges. - Det tilkom nu, sa han, den franske stat at ta de
videre skridt, foreslaa Tyskland en økonomisk overenskomst
og derved grundlægge den verdensfred som aartuseners freds
kontrakter hitindtil ikke hadde evnet at trygge.
Disse idéers mand var det nu som netop i Agadirkrisens
mest ophidsede dage gjennem skjæbnens spil blev kaldet til
at overta den øverste ledelse av Frankrikes politik. I sand
het det rette psykologiske øieblik i hvilket at præke den poli
tiske forstaaelses og forsonings evangelium! Dog, Cailleaux
hadde sine meningers mot, og han gav sig straks ufortrødent
iverk med sit gigantiske arbeide : at skape en forsoning mellem
de to sekelgamle motstandere.
Utenriksminister i Cailleaux’ ministerium var de Selves,
en mand til hvem ministerchefen ikke synes at ha næret no
gen særlig tillid. I ethvert fald tok Cailleaux allerede paa et
meget tidlig tidspunkt de ømtaalelige forhandlinger med Tysk
land helt i sin egen haand. Gjennem talrike hemmelige
konferanser med von Lancken, daværende legationssekretær
ved den tyske ambassade i Paris, saavel som gjennem en ut
strakt brevveksling med den franske ambassade i Berlin, søkte
han, bak sin egen utenriksministers ryg og uten at denne,
efter sine senere egne utsagn blev underrettet derom, at komme
til en nøiere forstaaelse med Tyskland.
Det sier sig imidlertid seiv, at en saa tvetydig politik
hvori stadig flere og flere efterhaanden nødvendigvis maatte
Det er dog mulig, at lang tid før Cailleaux en anden ansvarlig fransk
politiker har været inde paa den samme tanke. Jeg sigter til Gabriel Hano
taux, der var utenriksminister i Mélines ministerium i 1898. Under det spændte
forhold til England under Fashoda-affæren søkte han vistnok politisk støtte i
Tyskland. Paa grund av ministeriets fald efter valgene (juni 1898) blev dog
disse Hanotaux’ bestræbelser avbrutt uten at ha ført til noget politisk resultat.
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
