Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros. VI. Den revolutionære tante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
lyst. I sin retoriske fraseologi gav han alle de destruktive
ting i sjælen de skjønneste navne, uorden kaldtes frihet, det
konfuse blev kaldt geni, det anarkiske geni, og fra ham skri
ver sig en ganske slåp æstetik, en dunkel filosofi, en senti
mental følelsesmoral, en rotet instinktpolitik. Rousseau er
romantik, hans tølelse, fantasi, veltalenhet og karakter. Det
er intet i Rousseau som ikke er romantik og intet i roman
tikken som ikke findes i Rousseau. Med sit lyriske geni tik
han laget en ganske kuriøs skabning ut av sig seiv, som i
hans «Confessions» spaserer om i hele den kulisseverden,
romantikken har slik evne til at male op. Hans evne til at
iføre sig de forskjellige roller er ogsaa ganske utrolig. Ikke
litet av Holbergs portrætgalleri gaar igjen i denne mand.
Han er paa én gang Jeronimus og Jeppe, den politiske kande
støper og Jacob v. Tyboe, Erasmus og den stundesløse. Be
lastet med alle de kultursygdomme som et civilisert menne
ske saa nogenlunde kan mestre, men som i Rousseaus sjæl
rumsterer saa meget voldsommere, længter han som han sa
til en av sine veninder, efter at la sit liv flyte hen i drømme
til Orinokos bredder. Hvorfor ikke? Men de revolutionære
natursværmere har aldrig vist nogen særlig tendens til at dra
til Orinokos bredder. De trives tilsynelatende ganske bra i
det civiliserte samfund som de forbander, vil ødelægge og
rive ned, og de nøier sig med at bygge op en fantasitilværelse,
en fiktion, et filosofisk og historisk system paa Orinoko, som
de vil tvinge ind i gamle historiske samfund. Denne lyriske
Diogenes har med sin tønde rullet ind i alle vesterlandske
folks kulturliv og fyldt det med konstante klager og klynk,
skapt en række individer med selvoptat vægelsind, med for
fulgt selvtilfredshet, med misnøie som ledende princip. «Alt
hvad jeg føler som godt er godt, og alt jeg føler som galt
er galt» er hans valgsprog. «Jeg vil vise mine samtidige en
mand i naturens nøkne sandhet, og denne mand det er ieg.
Mig seiv. Jeg kjender mit hjerte, og jeg kjender menneskene.
Jeg er ikke skapt som nogen anden av dem jeg har set. Jeg
vil med denne bok i haanden stille mig frem foran den høieste
dommer. Jeg vil si høit : Se her, dette har jeg gjort, dette
har jeg tænkt, slik er jeg. Jeg har gjort det gode og det onde
med den samme freidighet.» Jeg. Jeg. Jeg. Det er jeget som
absolut lovgiver i alle forhold, hvilket naturligvis maa føre til
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
