Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Larsen: Folket og religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Larsen.
er revolution, men stat, magt og herredom. Det faar allerede
sin historieskrivning.
Vi ser tydelig av disse to bøker hvordan de frikirkelige
bevægelser i Sverige og Norge, de som falder sammen med
Grundtvigianismen i Danmark, bare er en av vaarens mange
bækker : paa samme tid vaagnet det politiske, det kunstneriske
og det materielle liv til ny kraftutfoldelse. Og dette hænger
igjen sammen med at et nyt lag av folket kommer op i dagen:
bonden.
Den ukjendte plogmand gik over Norden og stelte til for
en ny sommer og en ny høst. Det er allerede høstens tid.
Slike bøker som Handelands og Månssons er neg som blir
bragt i huse, forkrænkelighet som samles i lader. Og derav
kan vi bedst se at noget nyt er ivente.
Der er noget helligdagsstille, mildt og vakkert over Hande
lands bok, noget næsten Jørgen Moesk. Men den falder svært
fra hverandre; han drar sin tanke efter sig som en tynd
traad, der han tasser i lægprædikanternes fotspor fra den ene
kant av landet til den anden, og ofte gaar den rent av for
ham saa han har stor møie med at finde den igjen. Der er
noget tuslet over det hele, en tilgjort frisk tusseladd. Billedet
er ogsaa blit skjævt fordi den figur han har skutt i förgrun
den ikke er centrumsfiguren. Det skulde jo Oftedal været,
men denne mands triste fald gjør ham ikke skikket til för
grundsfigur i en bok inspirert av Det norske missionsselskap.
De fromme har sin egen maate at lyve paa som formo
dentlig er der es gud velbehagelig.
Ellers er vel alt i det væsentlige rigtig, kan jeg tænke.
Den aand som er forfatterens er sikkert den samme som för
over landet i hine tider og skapte det om; nåar vi ser med
dens øine ser vi det rigtigste ialfald.
Portrættet av Rettedal er tydelig og godt, næsten monu
mentalt.
Han var en av disse naive og uvidende i hvem en hem
melig ild har slaat ned, et barn med et sverd i haanden for
at bruke en omskrivning fra Handelands egen bok. Og han
var ikke bare et barn, han var ogsaa en svær grov branne
med tordenrøst og næver av jern. Han brukte baade rosten
og næverne. Det hændte at han engang kløp en gammel
forhærdet sjømand til Kristus!
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
