Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Larsen: Folket og religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken den er livets hus.
Alf Larsen: Folket og religionen.
anden rigdom: derfor klynger de sig til troen og haabet. De
har ikke anden stolthet: derfor sætter de sin stolthet i det
som er ringe i verdens øine. De er guds utvalgte. De andre,
de er livets utvalgte.
Ingen vilde bytte med den anden. Aa jo, de vilde nok
bytte; enhver dernede i skogbrynet vilde gjerne bytte med
ham deroppe paa det skinnende Glæstad, det gamle bundrike
G 1 itrst a d i r.
De higer derop, gjennem bøn og fornedrelse, gjennem
tro og hykleri, de løfter sit liv tomme for tomme. Gud er med
dem, han er de fattiges gud. Han deroppe, han er ogsaa den
rike mand i lignelsen: hans kamelbuk gaar ikke igjennem
naaleøiet. Der er dage da han føler sig saa fattig som en
kirkerolte, der er en rigdom han ikke kjender.
Ingen kan faa baade i pose og sæk, sier folkets visdom.
Men om søndagene, nåar klokkerne kimer, da samles de
alle i sin faders hus, i kirken. Der kan den rike mand sitte
paa den fremste bænk og den fattige krype sammen borte
ved kakkelovnen uten at tænke paa andet end varmen fra
den fælles kilde og lyset fra det samme hvælv. Naar orgelet
bruser og sangen slaar ut da bruser deres liv i fælles
rigdom, og den tunge kakses sjæl kan løfte sig et stykke op
paa skuldrene av alle dem som har dypest hjemme her og
faa kikke ind i en herlighet som ogsaa er hans inderligste
behov i hans store fattigdom. I kirken lever vi et nu i
den enhet som sletter alle forskjeller, ikke bare den mellem
syndere og retfærdige, men ogsaa den mellem krøplingen
og den friske, mellem fattiglemmet og lensmanden, mellem den
unge og den gamle* Denne times rigdom med lyset inde og
ute, med stilheten oppe og nede, med försoningen i hjertet
og freden i sjælens dyp, den kan intet bedehus gi os, var
det end dobbelt saa stort som Oftedals Bethania.
Storladen er slutningen paa Månssons bok, hvor Man
fred, som aaret før har set sit vardøger og har sluttet sig til
de unge syngende radikalere, gaar igjennem isen med bakerens
trækspil i favnen og dør som et bevis paa den gamle övertros,
sandhet og en mindelse til os alle om alt det som vi ikke vet
noget om, men bare kan disputere om til dagenes ende.
Alf Larsen.
358
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
