Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Sølvdaleren og guldkronen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wilhelm Keilhau.
derne. Ingen har skarpere fremhævet de ødelæggende følger
pengepolitikken fik for dåtidens forretningsmænd end Schwei
gaard, men han tilføier at mange ikke seiv forstod grunden
til ruinen, idet den fremtraadte under en skjult skikkelse.
Ogsaa av fremstillingen i Ryggs bok om Norges Bank frem
gaar det utvetydig at trælastutskibningen, som dengang var
Norges eneste økonomisk betydningsfulde eksportnæring, led
sterkt i deflationsaarene.
Worm-Miiller har med rette sat det store vendepunkt i
det nittende aarhundreds norske næringsliv til 1842. Det var
i dette aar pengevæsenet omsider var blit stabilisert paa den
gamle paritet. Da først kunde vore forretningsmænd aande
op, frigjøre sig fra morgendagens bekymringer og lægge lang
sigtige planer; i aarene umiddelbart efterpaa følger oprettel
sen av de nye store industrielle anlæg, særlig i manufaktur
branchen, som repræsenterer kontinuiteten i norsk industri
frem til idag. Det synes imidlertid neppe aa være tvilsomt
at omslaget vilde indtruffet ti aar tidligere dersom Schwei
gaards stabiliseringsforslag var blit fulgt; de relativt gode for
hold under de konstante kurser først i tredveaarene tyder
ialfald sterkt paa det.
Naar deflationspolitikken i 1830-aarene ikke kom til aa
virke helt ødelæggende, hang det for en stor del sammen med
den omstændighet at de økonomiske forhold i dåtiden endnu
var forholdsvis primitive. Vor vigtigste næringsvei, land
bruket, befandt sig fremdeles i overveiende grad i natural
husholdningens tidsalder og blev derfor ikke saa meget be
rørt. Mellem de indenlandske priser og valutakurserne bestod
der ikke dengang en saa intim forbindelse som i vore dager;
saaledes har Oskar Kristiansen godtgjort at under pengefor
ringelsen i tiden umiddelbart efter 1818 sank de indenlandske
priser istedenfor aa stige.1 Ikke mindst betydningsfuldt val
det at arbeidslønningerne i væsentlig grad blev fastsat efter
gammel sæd og skik, tildels i naturalier, og at derfor arbei
derne, og da særlig landarbeiderne, ikke umiddelbart fik merke
virkningerne hverken i den ene eller den anden retning.
Pengekrisen kunde derfor utspille sig som noget av en intern
krise indenfor kapitalistklassen uten aa gripe ind i livskaarene
1 Oskar Kristiansen: Penge og kapital, næringsveie 1815—1830. Særlig
side 103—04.
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
