Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Hoel: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
sedvaner og instinkter levet endnu sit sterke liv; i Hardanger
hadde det nye allerede hat sit avgjørende gjennembrud.
Fuidstændig enestaaende maa man kalde Kincks evne til
at bevare i mindet de indtryk han som barn har mottat, og
like enestaaende hans evne til paa grundlag av erindrings
materialet at arbeide videre psykologisk. Med en forunderlig
følsomhet og sikkerhet i iagttagelsen formaar han at skildre
sindets övergångsstadier, dets grænsetilfælde og skumringstil
stande, det «middelalderlige» i menneskets indre verden. Hans
evne til indtrængende psykologisk analyse tør neppe nogen
længer dra i tvil. Men vel kan der være uenighet om, hvor
bred gyldighet man kan tilkjende hans iagttagelser. Her reiser
sig straks racespørsmaalet og spørsmaalet om motsætningen
mellem Vestland og Østland.
Paa samme maate: Kincks syn paa motsætningsforholdet
mellem de to kulturer skal det bli vanskelig at indvende no
get imot; men vel kan man hævde at kampen mellem dem
ikke overalt foregaar i saa bitre former som dem Kinck har
skildret. I Østlændingens roligere sind blir motsætningene
mindre tilspidset, og kampen mellem gammelt og nyt fører
ikke til saa groteske situationer. Om flere av de gamle vær
dier lar sig redde ut av kampen av den grund, det er et an
det spørsmaal.
Den samfundsløse drømmer og sværmer, som saa ofte
er helten i den samtidige litteratur, ham møter vi ikke hos
Kinck. Hans mennesker er bundet til omgivelserne, til sam
fundet, til racen. De personer som man med et misvisende
uttryk i mangel av et bedre - kan kalde «heltene» i hans
bøker, de staar altid i et smertelig, halvt et kjærlighets-, halvt
et fiendeforhold til bygden, stammen, miljøet. De er en
somme samfundsmennesker. Deres intelligens og fantasi,
deres viden og følsomhet, deres hele lidenskabelige erkjen
delse gjør dem ensomme i et samfund av middelskloke; men
trods alt deres instinkter, selve stoffet og rytmen i deres
blod forbinder dem med stammen. Og denne ulægelige split
telse mellem sindets forskjellige deler, som indenfor det en
kelte menneske paa sæt og vis repræsenterer kulturkampen,
den fører til en indre disharmoni, den virker som hemning,
465
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
