Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Werenskiold: Christian Krohg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erik Werenskiold.
lignet dengang en liten bortgjemt smaaby hvor der ikke
eksisterte noget utenfor Tidemand og Gude.
En dag sat vi i en familie derborte; Krohg i sofaen.
Samme diskussionstema. «Det vilde aldeles ikke overraske
mig,» sa Krohg, mens han negligeant dunket med haandbaken
i den kjedelige, ensfarvede graagrønne væggen over hodet sit,
«om der kom en stor kunstner og gjorde et glimrende billede
av denne væggen.»
Fruen var ganske oprørt. «Av denne væggen!» Hun
appellerte til mig. Jo da, saan kunde naturligvis belys
ningen være, mente jeg. «Nei aldeles ikke, jeg mener denne
væggen akkurat saan som den er nu og intet andet!»
Jo, folk fik noget at tænke paa. Jeg maa skyte ind her
hvad han ved en senere leilighet fortalte mig, at han engang
i Studentersamfundet ja for han var nemlig juridisk kan
didat ogsaa föreslog at man skulde sløife festligholdelsen
av 17de mai, «for nu var den feiret saa mange gange at det
ikke hadde nogen interesse at bli ved med det længer».
Forslaget druknet i et hav av latter.
Nu, Krohg var altsaa netop kommet fra Berlin, hvor han
hadde studert under Gussow. Denne Gussow, som var en
ung mand, hadde faat sin utdannelse i Paris, og paa den
maaten kom Krohg, om end paa anden haand, fra først av
i berøring med moderne fransk kunst, fik en grundig og
sikker skole og kunde bare rolig gaa videre i en malemaate
som han i kort tid utviklet til en saadan fuldkommenhet. I
Berlin stod han Max Klinger nær, just i de aarene da denne
hadde sendt ut sine opsigtsvækkende raderinger, fantasier
over en hanske. Men saa sterkt influeret som han dengang
var av ham, tror jeg dog ikke at denne indflydelse i længden
hadde nogen større betydning for ham.
I 1880 var Krohg i Paris. Der var vi en hel del norske,
som Skredsvig, Harriet Backer, Kitty Kielland, Heyerdahl,
Ulfsten o. fl.; mange svensker, hvoriblandt Karl Nordström,
og endel dansker. Der raset striden om Manet og impres
sionisterne paa det værste. Ja ikke engang Courbet kunde
man taale, delvis kanske for hans deltagelse i kommunen;
han fik jo som bekjendt skylden for at ha revet ned Vendöme
søilen. Jeg vet ikke hvorav det kom, men vi norske var
meget mere begeistret for alle disse kunstnere end de andre
530
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
