Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Lys over mørke aarhundreder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lys over mørke aarhundreder.
de nye jøkeldannelserne. Og med dette rykker vildrenen ind paa Hardanger
vidda. Det er neppe skedd før omkring Kristi fødsels tider.
Dette klimatologiske hovedresultat støttes, som jeg andetsteds viser, av de
kulturhistoriske hovedtræk i det indre av Norge.
Med dette resultat er det heller ikke nødvendig at gaa nærmere ind paa
den gamle romantiske forestilling om et urfolk av jægere paa Hardangervidda.
Ikke alene er den umuliggjort ved de her nævnte forhold, men det meget
sikre og store materiale av oldfund viser nu fuldstændig klart den rette sam
menhæng. De fortæller nemlig om al den gamle vindingen som har været
drevet paa Vidda av bønderne fra alle dalførene op til Vidda, fra Halling
dal. Numedal, Telemark, Sætesdal, Hardanger og Sogn, og som først be
gynder etsteds i ældre jernalder.
Fundpladsene paa Hardangervidda er gamle fangstpladser for massefangst
av vildren. De ligger gjerne paa saadanne steder, hvor vildrenen trækker under
sine stadige bevægelser mot vinden. Saadanne er det mange av paa Vidda, i
«kar og dal, paa eid mellem to vand.»
«Den første store nedgang i vildrenjagten kommer i 17de aarhundrede
med ildvaabnenes ind før el se. For al den veklingen i Norge som er
knyttet til jagt har ildvaabnenes indførelse været det store skille ganske an
derledes gjennemgripende end noget av skillene mellem stenålder bronse
alder og jernalder. Med ildvaabnene ophører al den gamle fangsten i Norge,
de gjør faktisk ende paa en gammel veidekultur. Skjønt det egentlig hører
hjemme under avsnittet om veideredskapen skal det bli referert her i forbin
delse med vildrenjagten.
Den norske bondebevæbning som i folkevandringstiden og vikingetiden
var den mest moderne i Europa, fortalder i scnmiddelaldcren fuldstændig.
Sverd og spyd forsvinder næsten aldeles, bare pil og bue og øksen blir igjen.
Ved bondekrigen i Telemark i 1540 var bønderne fremdeles bare væbnet med
pil, bue og haandøks.
Det er krigene i 17de aarhundrede, som gjør de norske bønder til bøsse
jægere. Det gaar an at nævne et saadant eksempel som gudbrandsdølenes
overfald paa skottene i 1612, da de paa én gang pludselig kom i besiddelse av
mer end 200 nye hjullaasgeværer, som de knapt nok hadde set før. Disse
vaaben findes delvis endnu paa gaarder i Gudbrandsdalen, omdannet til moderne
bøsser. 1 løpet av en menneskealder, fra 1(520 til 1650 blir bønderne fortrolig
med bøssen. Her har Hannibal Sehesteds arbeide for reisning av vor nationale
luer været mest avgjørende.»
Allerede det her anførte gir et indtryk av A. W. Brøg
gers frugtbare metode. Han bygger overalt paa fast grund,
men han nåar jeg hadde nær sagt: til trods for solidi
teten frem til at kunne paavise aarsakerne til avgjørende
kulturkriser og socialt-økonomiske frontforandringer i vor
samfundsutvikling.
Med de meddelte iagttagelser nåar vi indpaa visse hovedtræk ved vor
oldtids kulturhistorie. Vi maa fastholde at tydeligvis helt fra stenalderens
571
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
