Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Lys over mørke aarhundreder - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lys over mørke aarhuudreder.
I ovenstaaende avsnit betoner forfatteren den romerske
provinskulturs betydning paa et praktisk omraade. Saa
vidt jeg har kunnet forståa, har den hos nordboerne grepet
ind paa snart sagt alle feiter. Det skulde ikke undre mig,
om sproglige og stilistiske studier engang vilde tilrettelægge
det resultat, at den fasthet, klarhet og præcision, som ut
merker old norsken, delvis faar sin forklaring av at vi
likesom gallerne gik i romersk lære, la saa være, at den
undervisning, vi fik i latinsk form, foregik efter alt andet
end moderne pædagogiske principper.
Efter den forhistoriske periode av norsk utvikling, hvor
grave, redskapsfund, boligpladsenes beliggenhet, diverse vid
nesbyrd om ernæringsvilkaarene og faunaen o. s. v. gir os
materiale til bedømmelse av folkets liv i vort land, kommer
der en periode, hvor vi ved siden av fundene først
kan støtte os til sagnartede overleveringer, senere virkelig
med relativ tryghet bygger paa historisk grund. I dette
tidsrum, som begynder ca. 800—900 e. Kr., nåar efterhaanden
det norske samfund gjennem forbindelserne med Vest- og
Sydeuropa, særlig som vi har set A. W. Brøgger frem
holde med «den romerske provinskultur», til en høi blom
string. Forstaaelsen av den gamle norske kultur, hvis sprog
lige mindesmerker förekom rikest paa kolonien Island, 1 be
gynder i vor nyere historie at gjøre sig gjældende omkring
1700, og det skal villig medgives, at det var islændinger, som
da gik i spidsen, Torfæus, Arne Magnusson, fremfor alle den
sidste. Fra ca. 1770 til ca. 1850 kan man si, at norsk «old
tid» og den første giansfulde middelalder rykker ind i vor
bevissthet, til en begyndelse mere romantisk-eventyrlig, senere
mere historisk avklaret. Den maate, hvorpaa vi efterhaanden
tok denne del av vor fortid i besiddelse, fortonet sig som
en række frugtbare opdagelser, en national renæssance. Sam
tidig bevirket et instinkt, som vi gjeniinder hos det enkelte
1 I den tid det her gjælder kan man trygt betegne Island som norsk,
seiv om det keltiske iudslag der var kanske cndnu sterkere end paa Norges
Vestland.
573
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
