Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Rudolf Steiner. I. Manden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wilhelm Keilhau.
resultater forskningen har indvundet paa andre omraader,
blir derfor let misvisende. Den ideale videnskapsmand maatte
omspænde al menneskelig erkjendelse. Spaltningen av viden
skapen i forskjellige fag er bare et utslag av det socialøko
nomiske princip om arbeidsdelingen, som det er nødvendig
aa følge ogsaa for forskerne, fordi livet er kort og fordi hver
enkelt menneskehjerne har en begrænset evne til aa opta og
tumle med tanker og idéer.
For det andet er den faglige særbedømmelse efter sit eget
grundprincip avskaaret fra aa naa frem til en helhets
vurdering av den personlighet som har utført enkeltydelserne.
Men dette vil si det samme som at den er uhistorisk. For
hver gang et menneske gjør en indsats, er bakgrunden for
den totaliteten av hans erkjendelser, evner og egenskaper, og
det er bare denne totalitet som gir förklaringen paa den
indflydelse han øver.
Naar jeg efterkommer en opfordring fra redaktionen av
«Samtiden» til aa skrive nogen ord om Rudolf Steiner, vil
jeg derfor ikke blande mig ind i den diskussion som har
været ført i det sidste trekvart aar om han var filosof, kunst
ner, videnskapsmand eller metafysiker, men gjøre et forsøk
paa aa gi bidrag til en helhetsvurdering. Jeg kommer der
for til aa støtte mig ikke bare til hans trykte skrifter, men
ogsaa til de indtryk jeg har faat av ham som menneske.
Flere gånger har jeg ført længere samtaler med ham ; ved to
anledninger snakket jeg med ham i over en time og paa to
mandshaand.
Jeg tror at den som vil gjøre sig op en umiddelbar me
ning om aarsakerne til den indflydelse Rudolf Steiner øvet,
maa ha været i personlig berøring med ham. Det var nem
lig mest ved foredrag og samtaler han virket, og baade paa
kateteret og i det rent personlige samvær kunde der straale ut
fra ham en aandelig energi som betok og fængslet.
Men dette var ikke altid tilfældet. Var han uoplagt og
træt, gjorde han ikke noget særlig indtryk. Han henfaldt
da til aa si selvfølgeligheter og selvgjentagelser. Han forstod
heller ikke altid aa bedømme sine tilhørere. Merket han at
han ikke straks hadde faat grep paa dem, blev han paatage
lig nervøs og anstrengt i sin uttryksform. Jeg har hørt taler
av ham som helt har forfeilet sit formaal, fordi han ikke
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
