Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
ninger, og hjælpeløst famlet sig frem og tilbake. Men Helene
var ikke barn længer. Hun var en moden kvinde, intelli
gent, reflektert, med sagte fart nærmet hun sig den første
ungdoms grænse. Denne Helene fik vi ikke hos Gerda Ring.
Hvorfor bruker ikke teatret Bertha Ræstad? Naar «Mor
gen, middag, aften» nylig blev en bedaarende forestilling, som
vilde ha været en pryd for hvilkensomhelst av Europas
ypperste scener, saa var skylden ikke bare Schanches.
En ikke ringe lykke, som byens geistlighet elskværdig
pustet godt til, gjorde englænderen Sutton Vane’s «Til ukjendt
havn», et landeveismotiv utsat for mundharmonika. En
kunstner som Schanche fornegter sig jo heller ikke paa et
saadant instrument. Men han kunde unegtelig brukes til
noget bedre. Man lægger merke til Unni Torkildsen som
Ann. At hun i sin tid blottende ung ikke kunde magte
Ophelia, var naturlig nok. Senere har hun hat endel mindre
roller. Som Ann er der en tiltalende naturlighet og oprig
tighet i hendes spil, og hun finder smukke uttryk for en
uaffektert, inderlig hengivelse. Det gir løfter.
Naar Lugné-Poé og Suzanne Després ønsket at giøre en
avskedsvisit hos os, var det rimelig at vi benyttet anlednin
gen til at si dem en hjertelig tak fra et norsk publikum.
De har gjort pionertjeneste for norsk drama i Frankrike.
Suzanne Després er en betydelig kunstnerinde. Hendes
kunstnergemyt er utpræget intellektuelt. Deri har hun sin
styrke, og sin svakhet. I «Et Dukkehjem» nåar hun høiest i
anden akt, der hvor stemningen er angsten og scenerne mun
der ut i en intellektuel balansekunst for at holde det forfærde
lige borte, ialfald endnu nogen tid, mens stykkets slutnings
scene i Suzanne Després’ tolkning falder utenfor stykkets ramme.
Denne Nora hadde allerede erhvervet sig den fulde indsigt,
saa hun trængte ikke av den grund forlate alt for at forbe
rede sig til at gjøre sine intellektuelle pligter fyldest.
Som Poil de Carotte i Jules Renards stykke spilte Su
zanne Després sympatisk. Men vi har jo endnu Berthe
Bovy’s bedaarende utførelse av rollen i altfor friskt minde.
Endnu i to stykker optraadte Suzanne Després, i «La
Parisienne» av Henri Becque, og i Bernhard Sha\v’s «La
Profession de M.me Warren».
Høstsæsongens sidste gjestespil var den svenske kunstner-
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
