Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: En kjætters skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
iQg Nils Vogt.
for biskop Wexelsen. Mot portalens slanke marmorsøiler og
herlige klæberstenskniplinger virker dette monument paa
samme maate, som en toplue vilde ta sig ut paa en erke
biskops festskrud. Baade stenen og topluen er nationale, og
det synes for mange at være tilstrækkelig grund til at lov
prise dem. Men det hjælper nu likevel ikke, likesaa litet
som det var nok til at gjøre Borch til en stor billedhugger,
at hans stortingsløver var hugget i norsk sten av norske
slaver fra det norske Akershus. Fritz Thaulow skrev en
gang noget herom, som de kunde ha godt av at mindes, der
kludrer i kunstbegreperne, saasnart ordet national lar sig an
bringe i ordskiftet.
Dette blev altsaa et noksaa langt sidesprang fra mit egent
lige emne. Og det kan saamen godt hænde, at jeg løper
ut fra den like vei endnu en gang eller to. For dette er
ikke tænkt som nogen omhyggelig opbygget avhandling i
logisk følgerække, men som en utladning av tanker, som har
trængt paa saa længe, at de kræver luft.
Saa kommer vi til Hans Nielsen Hauges fængselsvægger
og deres indlemmelse i det museum, som skal bevare mindet
om vort folks hjemlige kultur og skikke. Om det gavnlige
eller opbyggelige ved at gjemme paa de ydre ting, som ved
en eller anden tilfældighet er kommet i forbindelse med
kjendte personligheter, vil meningerne altid være noget delte.
Men én ting skulde være sikker: Episoden med saksanlægget
mot og domfældelsen av Hans Nielsen Hauge paa grundlag
av den gamle konventikelplakat er ting, som ligger helt uten
for Folkemuseets ramme. Den affære hører hjemme i lan
dets politiske eller rettere sagt dets kirkepolitiske historie.
Hvis en gammel fængselsbygning eller brudstykke derav over
føres til et museum, maa begrundelsen herfor søkes deri, at
bygningen har sin selvstændige kulturhistoriske interesse. At
peke paa væggene med de ord: «Indenfor dem sat Hans
Nielsen Hauge» og i disse præmisser søke hjemmelen for,
ikke at væggene blir staaende (for det var der da endda
mening i) men for, at de blir flyttet, det bunder i en
næsten parodisk pietet likeoverfor historiske minder, saa
meget besynderligere at møte i en tid, da man har travelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
