Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: En kjætters skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Vogt.
haller. Hans testamentes store linjer viser tydelig nok den
kurs, han gjerne vilde anvise.
Paa en kirkegaard i Berlin var Rikard Nordraak
begravet. Han døde som ganske ung i Preussens hovedstad,
og senere har venner og beundrere vernet om graven paa
det sted, som tyskerne med et vakkert ord benævner Fried
hof. Dette norske gravsted i Tysklands hovedstad har i aar
rækker været landsmænds samlingssted den 17de mai. Ved
graven over den mand, som skjænket os fædrelandssangens
toner, fik nordmænd paa den vakreste og stemningsfuldeste
maate indviet sit stevne paa fædrelandsdagen. Her var da ialfald
ett sted i det fremmede, hvor de alle hadde baade trang
og ret til at møtes og hvor de alle følte sig som landsmænd.
Det har sin betydning for nordmænd i det fremmede
at vite om et slikt møtested. I Rom har P. A. Munchs grav
ved foten av Cestuspyramiden gjennem mange aar været et
valfartssted for norske.
Nu har vore landsmænd i Berlin mistet sit. Rikard
Nordraaks grav er ikke mere. Travle nutidsmennesker har
aapnet den og samlet sammen hvad der maatte være til rest
av den mand, som døde for seksti aar siden. Hans lands
mænd derute og vi herhjemme har kunnet læse nøiagtig
redegjørelse for, hvor meget eller hvor litet jorden hadde
bevaret. Der var virkelig baade knokler og tænder og hjerne
skalle i behold. Og disse knokler og tænder, denne hjerne
skalle blev ført hjem i pompøst optog, sangforeninger møtte
frem og lot tonerne klinge og fanerne sænke sig. For hvad?
For de benrelikvier, som vi nu har erhvervet til den
fædrelandske jord, paa bekostning av en fredet grav, som
tusener av nordmænd hadde faat kjær.
Vi smiler mange av os, nåar vi hører, at katolikkerne
dyrker en splint av Kristi kors eller knæler for andre reli
kvier av ringere grad. Det smil faar vi spare for fremtiden.
Ogsaa vi er begyndt at samle paa kuriøse relikvier, ikke
i brændende religiøs tro, men under vor famlen efter op
byggelige nationale værdier.
Men nu er de døde tings kultus indført i Norge.
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
