Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. I. Høirepartiets fortid og 1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1905.
forhandlinger for at faa ogsaa de norske deltageres antal
øket til tre var strandet og det under omstændigheter som
hadde sterkt svækket den Sverdrupske regjering og bragt
Emil Stängs første regjering til fald. Det som saaledes var
passert skulde ikke just bidrage til at opelske ømme følelser
for unionsforholdet. Men Høire opretholdt sin velvillige hold
ning til unionen som saadan, idet partiet kun vilde ha gjen
nemført Norges fulde likeberettigelse paa alle unionelle om
raader. Men mens Høire da fremdeles likesom tidligere
ogsaa Venstre arbeidet for et saaledes ordnet fælles uten
riksstyre, gik Venstre nu mere og mere decidert over til at
kræve et særskilt norsk utenriksstyre.
Naar den første Steenske regjering og det stortingsflertal
den i 1891 fik, i 1891—92 tok op saken om egne norske kon
suler som et utelukkende norsk anliggende, var der da mange
grunde som gjorde Høire til motstandere av den. For det
første saa man i konsulatsaken og vel ikke med urette
det første skridt til den sprængning av det fælles utenriks
styre som Høire vilde motsætte sig. For det andet forelaa
der ingen utredning av forholdet mellem særskilte norske
konsuler paa den ene side og utenriksstyret med diplomatiet
paa den anden, uagtet disse sidstnævnte institutioner ialfald
indtil videre maatte være fælles og efter Høires mening ved
varende burde være dette. For det tredje fandt man det
baade uklokt og hensynsløst at fatte beslutning i saken, uten
at Sverige forinden var kommet til orde. Høire var enig
med Venstre i at Norge hadde ret til, Sverige uspurt, at op
rette eget konsulatvæsen. Men man visste ogsaa vel, at i
Sverige var den almindelige opfatning motsat. Og Høire fandt
da at man under fastholden av sin ret dog først burde
forsøke om en opløsning kunde iverksættes med begge parters
samtykke. Hvis man da overhodet vilde ha en opløsning.
Men ogsaa overfor nytten av særskilte konsuler stod meste
parten av Høire i det hele meget tvilende.
Det er her ikke grund til at dvæle ved de bitre kampe
som konsulatsaken voldte mellem Venstre og Høire, mellem
stortinget og kongemagten, mellem Norge og Sverige. Som
mæssig blev henlagt under det ministerielle raad og dermed underkastet svensk
parlamentarisk kontrol. Om denne side av forholdet maa det være nok at
henvise til Sars i «Norges historie» (1909) VI, 2, s. 54 ff.
201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
