Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Züchner: Den monarkistiske bevægelse i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den monarkistiske bevægelse i Tyskland.
I ingen anden armé i verden fandtes der et tilsvarende
nært forhold som det mellem den preussiske konge og hans
officerskorps, som de fleste adelige tilhørte. Kongen, altsaa
keiseren, utvalgte hver enkelt officer, officeren svor ikke for
fatningen, men «sin konge» personlig troskap.
Bonden nød i keisertiden dennes agrarvenlige toldbeskyttelse.
Borgeren, som før 1870 her og der, især i sine unge aar,
hadde sværmet for et stort tysk rike, snarest vel en repu
blik han hadde jo i 1848 endog kjæmpet mot kongen slog
sig tiltaals. I det store og hele oplevet han jo efter 1871 et
uanet økonomisk opsving, keiserdømmet bragte ham velstand
i huset. Han kunde bli reserveofficer. Og dermed kunde
ogsaa han faa del i keiserdømmets glans. Han var helt
igjennem «keisertro til inderste marg».
Tar man derhos i betragtning, at seiv den mest under
ordnede tyske statsfunktionær, som hadde mindre indtægt
end en arbeider, efter livsanskuelse og efter sin egen og andres
opfatning, maatte regnes til borgerskapet, saa kan man si, at
de nævnte tre samfundsklasser utgjorde noget over 50 pet.
av det tyske folk.
De kræfter, som man kunde betegne som republikanske,
hadde aldrig været sterke. Ganske visst var socialdemokratiet
numerisk det sterkeste parti i det keiserlige Tyskland; men
alt før krigen kunde dets revolutionære fraseologi ikke
længer skjule den kjendsgjerning, at det utviklet sig til et
reformparti efter engelsk mønster. Arbeideren hadde ogsaa
i de sidste femti aar før krigen faat sin levestandard betyde
lig hævet. Hans parti nøiet sig faktisk med at forsvare
arbeidernes interesser indenfor det borgerlige samfund. At
ville avskaffe keiserdømmet med magt var jo dengang van
vid. Arbeidernes kamp gjaldt mere og mere det sjælelige
aag, som kapitalismen la paa dem. Ganske visst hørte arbei
derne taalmodig og troende paa sine føreres ord om mili
tarismens og keiserdømmets onder. Om det sang de ogsaa
i sine kampsange. Ganske visst var de glade, nåar de efter
to-tre åars preussisk «drill» kunde kaste «kongens klær»,
men senere tænkte de allikevel med stolthet paa, at de hadde
tilhørt det og det regiment eller hadde været underofficerer.
Betegnende herfor var en liten episode, som jeg for
næsten tyve aar siden oplevet under en keiserparade i Berlin.
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
