Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Züchner: Den monarkistiske bevægelse i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernst Zuchner.
Ved siden av mig stod en velnæret smaaborger, som ikke
følte sig rigtig i stemning midt i en tilskuerflok av ar
beidere. Først da keiseren red forbi og alle ropte hurra,
saa han sig opstivet og med et værdig, strengt blik om
kring : «Jeg skulde ha lyst til at vite, hvor mange socialister
der er tilstede her.»
Den strenge kasteaand, som hersket i Tyskland, gjorde
det næsten umulig for den ærgjerrige, intelligente proletar
at bli et anset medlem av det borgerlige samfund. Derfor
maatte han hate keiserdømmet. Der gaves for ham bare ett
sted, hvor lav herkomst ikke dannet nogen hindring for veien
opover, det socialdemokratiske partis hierarki. Allikevel
lykkedes det ham aldrig at indpode dette hat saa dypt i
arbeidernes sind, at de vilde ha været rede til at sætte sit liv
ind for den republikanske tanke.
Et mindre betydelig parti med republikansk tendens
var det demokratiske. Man maa vel vogte sig for at tænke
paa noget demokratisk i norsk forstand. Det var et litet
parti, og et aristokrati av rike jøder dannet dets rygrad.
Numerisk var dette parti uten betydning, men i virke
ligheten var det langt mægtigere.
Ja, jøden sværmet just heller ikke for keiserdømmet
skjønt han saa gjerne vilde. Der fandtes stenrike jødiske
bankierer, som uten at blunke ofret sin halve formue, nåar
deres søn kunde bli reserveofficer som lot alle sine for
retningsmæssige grundsætninger i stikken, nåar en forkom
men aristokrat nedlot sig til at fri til hans datter.
En jøde sa engang til mig: «Vi vilde være keiserens mest
trofaste venner, hvis man bare vilde respektere os helt.» I
tiden efter 1871, som var præget av den sterkeste materialisme,
kunde man naturligvis ikke aapenlyst foragte jøderne uten
at skade landets økonomi. Men keiseren, de adelige, disse
«overlegne herskaper», kunde dog ikke undlate, nåar de var
helt «for sig seiv», at slaa vitser om jøden og vise ham, at
han dog stadig bare var et nødvendig onde.
Allerede Lassalie drømte som femtenaarig gut om at drage
indi Berlin gjennem Brandenburger Tor i spidsen for en jødisk
hærskare som seierherre over tyskerne, men slike fromme
ønsker alene kastet nu ikke keiserdømmet overende; jødiske
hærskarer, som paa død og liv vilde jage keiseren væk, var
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
