Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Züchner: Den monarkistiske bevægelse i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernst Ziichner.
magt til. Mange misbrukte den til egen materiel fordel. De
festet og moret sig, men igrunden var ogsaa de glade, da de
kunde reise hjem.
Jeg hadde som gut læst om den store franske revolution. I
november 1918 fik jeg det første store indtryk av det tyske
folks dype umodenhet i politisk henseende.
Jeg paastaar, at en bataljon haandfaste karer, som visste
hvad de vilde, i disse dage kunde kastet hele republikken
overende. Men en slik flok, som visste hvad den vilde,
fandtes ikke. At mandskaperne gjorde oprør, var jo aldrig
før förekommet i preussisk historie. Officererne stod i kaoset
som en bonde, som «aldrig har vøri i byen før». Ingen
gav dem nogen befaling, som de kunde handle efter. Her
viste sig skyggesiderne ved det ellers enestaaende preussiske
militærsystem. Man hadde opdraget officeren til at betragte
det politiske liv som noget, som ikke angik ham. Keiseren
hadde at regjere (av Guds naade), officeren at adlyde.
Borgerstandens tænkemaate var likedan. I november
1918 hadde den hat uklare forestillinger om noget lignende
som den franske revolution. Men den kom sig snart efter
den første skræk, da den saa, at republikken ikke alene sparte
dens liv, men at der ogsaa i «kampen mot privateiendommen»
efter de første sterke ord fulgte stadig svakere handling. De
samme socialdemokratiske førere, som i en menneskealder
hadde talt og skreket om den socialistiske fremtidsstat, vendte
sig nu med brutal kraft mot de arbeidere, som nu absolut
vilde oprette denne fremtidsstat. De tyske arbeidere hadde
virkelig liten grund til at elske denne republik.
Man skulde nu vente, at den tyske borger vilde været de
nye magthavere taknemmelig. Men dette var merkelig nok
ikke tilfældet. Med hat og foragt skrev det borgerlige Tysk
land om sine redningsmænd. De samme folk, som laa paa
maven for keiserdømmet, som dog ofte nok hadde latt dem
forståa, at en borger altid først rangerte efter en adelig, for
haante den øverste repræsentant for den nuværende stat paa
utrolig vis. Aldrig hørte jeg i tyske borgerlige kredser præsi
dent Ebert omtale anderledes end som «salmakersvenden».
Vi ser her en merkelig utvikling. Den tyske republik,
som fra først av var tænkt som en socialistisk, kanske endog
som en bolsjevikisk stat, utviklet sig mer og mer til et bor-
226
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
