Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Züchner: Den monarkistiske bevægelse i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den monarkistiske bevægelse i Tyskland.
de mænd, som folket hadde valgt til sine førere. Dette forstod
ogsaa republikkens fiender. Men for sent. De begyndte først
denne propaganda, da republikkens ministre allerede var feber
agtig optat med at sætte oprettelsen av rentemarken i verk,
fordi ogsaa de hadde skjønt, hvad det gjaldt.
I midten av oktober 1923 brøt det løs. I Kiistrin, Bran
denburgs østfæstning, reiste en avdeling av «det sorte riksvern»
sig. Det var 500 bevæbnede forhenværende studenter og
officerer, som forsøkte at overrumple garnisonen og ta fest
ningen i besiddelse. Kommandanten over denne var, saavidt
jeg vet, en personlig fiende av oprørernes fører og forsvarte
sig til det yderste. Han satte officererne fast, da de kom til
ham for at opfordre ham til overgivelse. Fra Berlin blev der
hurtigst tilkaldt en to-tre regimenter, men før de kom frem,
hadde monarkisterne i nattens mulm og mørke rømmet fest
ningen efter et mislykket forsøk paa at befri sine førere. Denne
reisning berodde sandsynligvis paa en misforstaaelse. Oprinde
lig skulde kampen begyndt denne dag overalt. Dette blev til
bakekaldt, men avdelingen i Kiistrin fik ikke denne kontra
ordre tidsnok. Et par uker senere begyndte utstedelsen avrente
marken. Monarkisterne forstod, at de maatte skynde sig.
Den 9de november forsøkte Hitler og Ludendorff at reise sig
i Miinchen. Ganske overraskende kom de i en kort kamp med
general Lossow, som førte kommandoen over riksvernet.
Lossow hadde til oprørets stund gjældt for en av de med
sammensvorne. Denne sakernes vending kom ialfald saa
overraskende paa Hitler-folkene, at de selvsamme nat opgav
sit kupforsøk. General Lossows motiver til «forræderiet» (han
seiv benegtet senere, at han nogensinde hadde hørt til de
sammensvorne) er ikke blit rigtig opklaret. Jeg tror, at heller
ikke han igrunden hadde stort imot at vælte republikken
bare ikke som underordnet under Ludendorff, som er en
personlig fiende av ham. Kanske spiller herunder ogsaa den
gamle motsætning mellem Preussen og Bayern, Hohenzollere
og Wittelsbachere, protestanter og katolikker en rolle. I ethvert
fald var berlinerregjeringen atter reddet. Den fik tid til hur
tigst at forberede sig og forebygge det forestaaende kup i
Nordtyskland, mens generalerne kjeklet i Miinchen. Derved
blev de sammensvorne i Nordtyskland saa overrasket og uten
førere, at de ikke forsøkte at reise sig.
233
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
