Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Irland i fortid og nutid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bugge.
sendemændene: «Hvad er Dere mest rædde for?» Disse
svarte: «Vi er ikke rædde for noget menneske. Det eneste
vi er rædde for, er at himmelen skal falde ned over os!»
Aleksander lo og sa til sine mænd: «For nogen stortalere
disse kelterne er!» Galaterne i Lilleasien var tapre og ridder
lige, men de var, ser vi av Paulus’s brev til dem, ustadige og
lystne efter forandringer. Gallerne er, sier Cæsar, lette av
lynne, ustadige og glad i nyt. Lidenskapen leder oftere end
forstanden deres handlinger, sier grækeren Polyb. Alt i old
tiden hadde gallerne let for at tale og uttrykte sig gjerne i
billeder. «Det er to ting som folk i Gallien især lægger sig
efter, krigsvæsen og at være gløg i tale,» sier Cato. Digter
gaven har alle de keltiske folk fra gammelt eiet. Høvdingene
i Gallien hadde alt i oldtiden skalder eller barder som sang
til deres pris og ofte ogsaa digtet nidviser; for kelternes vid
kan ogsaa stinge med giftig brod.
Alt dette tok kelterne med da de mange hundrede aar før
Kristus satte bo i Erin. Men irernes folkelynne har ogsaa tat
uutslettelig præg av landet der de bor.
Golfstrømmen gaar like utenfor kysterne av Irland og
sender væte og varme ind over landet, saa det hele aaret
gjennem er mildt uten frost og sne. Seiv midt paa vinteren
er markerne grønne og kjørne græsser ute. Ikke for intet
heter det «Erins grønne ø», «Smaragdøen». I det sydvest
lige Irland, især i det vidunderlig vakre grevskap Kerry,
vokser det trær og planter som ellers bare trives i Middel
havslandene, slike som myrt og jordbærtrær (arbutus). Kristi
blodsdraapen (fuksiaen), som vi her hjemme bare kjender
som stueplante, blir dér til 30—40 fot høie trær. Med sine
hvite og røde blomster staar de i lange alléer, saa en skulde
tro en var i en eventyrhave.
Naar jeg tænker paa Irland, da mindes jeg helst en færd
til Glendalough («De to sjøers dal»), et gammelt navngjetent
munkebo et stykke syd for Dublin. Luften er mættet med
dis og væte, saa lys og skygge ustanselig skifter og gir land
skapet et fortryllet, halvt uvirkelig præg. Næsten svart flyter
elven dypt nede i den trange dal; paa begge sider og opover
aasen vokser det herlige løvtrær; de graahvite bladene og
stammerne paa sølvbøken staar vidunderlig vakkert mot den
dypgrønne skogen. Opover stammerne slynger vedbenden sig
252
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
