Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Engelske nittiaars-digtere - Mir Khan og Aziz. Efter Laurence Hope
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og videre sa Sher Afzul, at du smilte
At røre disse dine føtter, holde
Imorgen tidlig, nåar de piner mig
Charles Kent.
slaven Aziz, og ikke mig, Mir Khan,
lar de dig være, piner ikke dig,
som de vil pine mig, en konges søn.»
og sa: «Han er saa glad i mig, han blir nok,
seiv med den visse død for øie blir han.»
Du kjendte mig, du kjendte mig godt. Han blir!
Da trængte ikke engang be mig bli.
Er jeg ikke din, ja din i liv og død?
O jeg er glad, Mir Khan! Ja glad fordi
du gir mig denne kostelige gave,
for det er kostelig at dø for dig.
Fuldkommen var du i mine øine altid.
Skjøn, yndefuld og fri. Saa skarpt var blikket,
tændt av din flammesjæls begjær, som solen
som alt maa vike for, i krig og elskov.
stigbøilen for dig, eller trykke munden
dér din mund hadde rørt ved drikkebægret,
det var den glæden, slaven hadde, han,
du aldrig tænkte paa, bodde i telt med dig!
Kvinder har elsket mig, ja endog mig,
vel ikke som de tilber dig Mir Khan,
men med smaa gode ord og ømme kjærtegn,
som faldt paa dette slitte hjerte slik
som regn paa blomsterne en støvet dag
men kanske var det medynk, ikke elskov.
Og det jeg kjender, nåar jeg tilber dig,
er noe andet. Jeg eier ikke ord
til at si dig det, du vet og ikke ænser.
Og hvorfor skulde du? Hvad kunde jeg
gi dig— ja dig som verden gjerne skjænket
hvad helst du vilde, bare for at se dig?
og brænder ut øinene paå mig, vil jeg huske
de skarpe, brændende øine som jeg tilbad.
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>