Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. III. Linjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1905.
rigtige fremgangsmaate, saa er der meget at bemerke. Stil
lingen i 1892 og i 1905 var i ganske avgjørende punkter helt
forskjellig. Hyad man i det første aar kunde finde ganske ufor
svarlig, kunde man i det sidste aar vel se sig nødt til at
sætte i verk. Jeg sier ikke dette for at feie for min egen
dør. Jeg hadde intet med aktiv politik at gjøre før fra 1903.
Og jeg var som før sagt allerede fra omtrent 1890 kommet
til det resultat at unionen i begge ländes interesse burde op
løses. I sak, om ikke i fremgangsmaate, kunde jeg altsaa for
min del sagtens sympatisere med Venstre. Personlig staar
jeg da her helt utenfor. Men ret skal være ret.
Altsaa for det første: Vi var hele tiden paa det rene
med at Norge, Sverige uspurt, kunde beslutte oprettet sit eget
konsulatvæsen. Men var det hensynsfuldt overfor medpartne
ren at beslutte dette uten først at forsøke en opløsning i al
venskabelighet? Og var det klokt? Vi var allerede dengang
vel vidende om at svenskerne bestred vor ret til at bestemme
herom paa egen haand. Det var da altid en vaagsom færd
at «ta saken i vor egen haand». Det maatte vel være bedst
at forsøke den vei som ingen farer frembød. Og blev ikke
færden endda mere vaagsom, nåar svenskerne ikke engang
var kommet tilorde? Allerede her var der en avgjørende
forskjel. I 1892 hadde vi ikke prøvet en forhandling med
svenskerne, i 1905 hadde en slik forhandling vist sig resnl
tatløs.
Videre: I 1892 var forholdet mellem særkonsuler paa
den ene, fælles utenriksstyre og diplomati paa den anden
side helt uutredet. I 1905 var dette spørsmaal fuldt gjennem
behandlet, først av Sigurd Ibsen, bakefter av den unionelle
konsulatkomité og de to regjeringer.
Dernæst: I 1892 blev saken tat op bare som en parti
sak. Og det samme var tilfældet i 1902 og 1903, da Venstre
atter tænkte paa at drive konsulatsaken igjennem. Det er
ganske forbløtFende at læse i Løvlands artikkel at inden
venstreregjeringen var der endnu i 1903 trods de vundne
erfaringer mænd som mente at «Venstre maatte ta ansva
ret med de vedtak i stortinget som maatte behøves, og Høire
kom nok med nåar det gjaldt» ! Det var ut fra en slik basis
partiet vilde føre landet op i den farligste strid. Kun med
partiets tilslutning rundt i landet, kun med partiets stemmer
343
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
