Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Bjerknes: Den traadløse telegrafis og telefonis forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. Bjerknes.
De hadde iagttat at visse jernertser, f. eks. fra Magnesia i
Lilleasien, hadde den evne til at tiltrække smaa jernstykker.
Men langt kom ikke de gamle i den videre utforskning.
Men den grublen og undren over disse fænomener,
som tilslut skulde føre frem, den har vi fra disse gamle.
Denne grublen og undren vilde ikke dø. Det er den vi har
at takke for alt.
Saadanne grublere, med sin interesse rettet nærmest mot
magi, reddet vort kjendskap til disse fænomener frem gjen
nem middelalderens mørke. Mot middelalderens slutning fik
man et dypt indtryk av en mægtig naturhemmelighet bak
magnetismens gaade. Man lærte kompasset at kjende, som
viser usvigelig vei over hele jorden.
I renæssansetiden tiltrak fysikkens fænomener med sti
gende styrke de lærdes opmerksomhet. Og det gik raskt
fremover, man kan gjerne si med alt andet. Men de elektri
ske og magnetiske fænomener viste sig kun vanskelig og
skridt for skridt tilnærmelige. Man fik bygget sterkere mag
neter, og fik frem sterkere elektriske virkninger. Otto von
Guerike, borgermester i Magdeburg, konstruerte 1663 den
første elektricermaskin, som gav en kraftig gnidning mellem
uldkluten og en svovlkule. Den gav sterke gnistdannelser
og smeld, som man sammenlignet med lyn og torden. Om
kring hundrede aar efter satte Benjamin Franklin en drage
op til en tordensky, og fik trukket ned lynet gjennem den
vaate drageline. Lynet viste sig at være en mægtig elektrisk
gnist, og man fik konstruert lyn-avlederen.
Saaledes lærte man efterhaanden at haandtere elektricitet
og magnetisme. Men noget helt nyt om disse naturkræfter
lærte man ikke før i 1780 et merkelig tilfælde kom forskerne
til hjælp. Den italienske læge Galvani holdt paa at lage
nogen anatomiske præparater. For at tørke et par froskelaar
hadde han hængt dem fra sig, tilfældigvis i en kobbertraad
paa et jernstakit. Han fik da se at froskelaarene begyndte
at gjøre svømmebevægelser, som om de endnu var levende.
Her fik man atter noget at undre sig over, noget at under
søke. Og da man fik klarhet, saa var det to opdagelser paa
én gang. Først opdagelsen av den elektriske strøm: den
skyldtes de to metaller og det fugtige mellemlag. Dernæst
opdagelsen av den animalske elektricitet, eller den elektriske
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
