Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Nyquist: Essay over Napoleon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nyquist.
bindelse med Talleyrands større takt og fine förbindelser be
virket at denne hadde lettere end Fouché for at boltre sig
i de diplomatiske irrgånger. Talleyrand var den fødte diplo
mat og utviste som saadan en vidunderlig kløkt og snedighet,
og hans utenrikspolitiske betydning for Frankrike maa vel sies
at ha været endog overordentlig stor.
Alle disse fire personer la som nævnt ved flere leiligheter
tydelig for dagen at de var Napoleon alt andet end personlig
hengivne. For Moreaus vedkommende synes misundelse og
skuffelse at ha spillet hovedrollen i hans optræden overfor
Napoleon. Som den negative passive person han var, hadde
han ingen særlig trang til at spille nogen fremtrædende
politisk rolle trods sine forøvrig utprægede politiske interesser.
Dette viste han tilfulde ved at avslaa førerstillingen 18de
Brumaire. Moreau lot sig igrunden mere bruke av Napo
leons fiender end han optraadte aktivt imot ham.
Bernadottes optræden overfor Napoleon var nærmest diktert
av misundelse og magtbegjær. Og hos Fouché og Talleyrand
synes magtbegjær og egeninteresse at ha været avgjørende. De
slutter sig til den person under hvem de antar at ha størst
utsigt til at faa fremmet sine interesser. Personen Napoleon
spiller for dem en helt underordnet rolle saalænge hans
lykkestjerne er sikker, spiller de hengivne, men søker samtidig
altid at holde sig muligheten aapen for overgang til en anden,
saasnart Napoleons stjerne er i dalende. Særlig Fouché, som
driver sit rænkespil mere brutalt end den behændige Talley
rand, blir gang paa gang knepet av Napoleon i aapenbart
intrigespil.
Med sit skarpsind gjennemskuer Napoleon disse sine
samtidiges trolöshet, men statsmandsklok som han er, knytter
han dem til sig og utnytter deres evner til Frankrikes bedste
længst mulig. Moreau og Bernadotte som feltherrer, Talley
rand som diplomat og Fouché som politiminister. Først da
de blir grepet i det rene høiforræderi, ser Napoleon sig nød
saget til at gripe ind.
Enkelte har betragtet hans forsonlige forhold til disse mænd
som utslag av svakhet, men Napoleons liv og virksomhet forøvrig
synes tydelig at tilkjendegi at han ikke netop manglet mod. Det
var visselig udelukkende kløkt, som her dikterte hans optræden.
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
