Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Tysklands optagelse i Folkeforbundet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jacob S. Worm-Muller.
sit livs ypperligste og skjønneste tale over. For skjøn og
mægtig er den. Aldrig før i mit liv har jeg hørt en tale,
som har bevæget mig saa sterkt, som har elektrisert en stor
forsamling til slike følelsesutbrud.
Man kan spørre, hvad der fremkaldte den dype bevæ
gelse. Var det først og fremst hans talekunst? For kunstner
er han av hele sin sjæl, han spiller paa alle strenge fra
dyp patos og varm lyrik til bitende selvironi og festlig
humor. Han kan svinge sig op saa høit at man svimler og
kan i glideflugt gaa over til en fortællende, næsten dvælende
familiær tone. Han er en tilpasningskunstens mester, for
staar som ingen anden at forsone motsætninger og han vet
at beregne virkningen.
Og dog, det var ikke dette som rørte forsamlingen, som
fremkaldte disse ilinger, hvor det løper koldt nedover ryggen
paa en. Det var at talerens oprigtighet og generøsitet stod
paa høide med situationens og emnets storhet.
Dristig var det at tale saa aapent og varmt nåar man
tænker paa, at den franske regjeringschef er Poincaré og at
rundt i salen sat repræsentanterne for oppositionspressen og
vogtet paa den mindste blottelse.
Generøst var det av Frankrike efter alt det som var
hændt at motta en motstander paa en saa værdig og ven
skabelig maate.
Det var ikke fraser, at en gammel kyniker nu hyldet
freden, det virket som en oprigtig tilstaaelse av en mand,
som hadde set krigens rædsler, og ingen han negte, at ordene
bandt ham ialfald.
Pet er umulig at gjengi en slik tale, saa farverik som
regnbuen holdt i et saa vidunderlig nuancert sprog som
det franske. Seiv ikke ved at læse den vil man faa det rette
indtryk av den, man maa ha hørt den.
En hymne til freden var den, og det lede-motiv, som
kom igjen og igjen var dette: Den er endt krigen meliem
os. De er endt de smertefulde og blodige møter, som har
plettet bladene i vor historie. Cest fini. De er visselig
ikke endt vore stridigheter, men fra nu av er det dommeren
som avgjør retten.
Væk med geværene, mitraljøserne, kanonerne! Gi plads
for försoningen, voldgiften, freden!
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
