Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Krag: Poemet «Jevgenij Onegin» og dets stilling i Pusjkins digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paaberopte sig de gamle: den græske folkesjæl hadde fundet
sit unaadde, sit relativt fuldkomne uttryk i Homers digtninger
o. s. v. Det er ganske oplysende at Gogol som i 1830-aarene
skriver en stor roman «Døde sjæle» i prosa, gir sit verk
undertitlen Et poem, og at kritikken utbryter: Det ældgamle,
det homeriske epos er gienopstaat, fuldt av evig friskt rolig liv!
Ogsaa Pusjkin anroper i «Onegin» flere gånger Homer,
men tar uttrykkelig det forbehold at han ikke vil kappes
med ham. —
Efter disse antydninger maa jeg forlate det vanskelige
problem og gaa over til den litt brysomme opgave at
gjenfortælle indholdet av Jevgenij Onegin. Den som skriver om
et russisk emne støter jo straks paa den præliminære
vanskelighet at det maa forutsættes ukjendt for enhver som ikke
er specialist. Enkelte hørte visstnok operaen Jevgenij (Eugen)
Onegin som opførtes her i byen for en 8 aar siden, men
den spæde handling blev naturligvis ganske borte i Čajkovskijs
musik. Ja, handlingen er meget enkel, beundringsværdig
enkel maa man si, naar man tar i betragtning at det er tale
om en roman, og at man i Pusjkins tid av enhver roman
forlangte et stort og indviklet intrige-apparat. Denne roman
paa vers, som digteren altsaa ikke ret og slet kalder et epos,
opfylder til fuldkommenhet de krav som Aksel Olrik[1]
formulerte for et saadant: en overskuelig plastisk komposition i
jevn bevægelse; faa personer, sjelden mer end to optrædende
paa én gang og høist to hovedpersoner, av hvilke den ene
staar i motsætning til eller ogsaa kompletterer den anden
(manden—kvinden) o. s. v.
Efter disse enkle linjer fortoner nu handlingen sig
saaledes: Jevgenij Onegin er utgaat fra en adelig familie, faren
sætter tidlig alle sine penger over styr, men dette faar liten
betydning da Onegin som er slegtens sidste skud, blir den
eneste arvtager efter en rik slegtning. Den unge mands
opdragelse har været saa som saa, men han har faat nok ballast
med sig til at kunne kaste blaar i øinene paa folk i
selskapsverdenen, hvor han som ganske ung indføres, han har glemt
sin latin, men kan flikke sammen et par epigrammer, han
gadd aldrig gi sig av med virkelig historisk læsning, men er
ekspert hvad angaar alle smaa pikante anekdoter fra Romulus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
