Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Krag: Poemet «Jevgenij Onegin» og dets stilling i Pusjkins digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
op i ham, han forelsker sig i Tatjana indtil galskap, han
benytter anledningen til at besøke hendes mand fyrsten hver
eneste gang denne har mottagelse, og da han paa ingen
maate er istand til at tiltrække sig fyrstindens specielle
opmerksomhet, saa skriver til slut Onegin sit brev til Tatjana.
Da svar uteblir, trænger han sig en dag formelig ind i palæet
og finder Tatjana alene. Hendes svar til ham hører til
digtets skjønneste partier. Naar undtages at det ender med
et par konventionelle ord som skulde bringe lidenskaperne i
voldsom ophidselse. Hun lar ham nemlig tilslut vite at hun
elsker ham og altid vil vedbli at elske ham, men, sier hun,
ja drugómu otdaná; ja búdu vek jemu verná —: jeg tilhører
en anden, og ham blir jeg tro til døden. Dostojevskij forsvarte
i sin berømte Pusjkin-tale med hektisk glød denne Tatjanas
kristendom, hendes offer, hendes troskap. Derimot var den
radikale ungdom like fra Belinskij til Pisarev rasende over
et slikt svar, oprørt over det urimelige og umenneskelig ekle
i at her skulde Tatjana gi avkald paa sin lykke for en
gammel krigskrøblings skyld som hun var blit tvunget til at
følge til alteret. Og det vilde jo set forstemmende ut om
ogsaa Pusjkin for fuldt alvor hadde ydet en saa drøi tribut
til ortodoks bornerthet.
Det avgiørende moment i Tatjanas avslag er imidlertid
et andet. Hun har intet glemt, og fremfor alt forstaar hun
Onegin saa inderlig godt.
Jetzt flüstert sie: «Es ist genug nun!
Ich bitte, stehn Sie auf. Ich muss
Mich offen gegen Sie erklären:
Erinnern Sie der Stunde sich?
Als uns das Schicksal in dem Garten
Zusammenführte, und Sie mich
Mit ihrem Wort zerchmettert schier?
Heut’ ist die Reihe nun an mir.
— — — — — — —
Damals, nicht wahr? in jener Steppe,
Fern von der Hauptstadt Eitelkeit,
Vermocht’ ich nicht Ihr Herz zu rühren.
Warum verfolgt mich jetzt Ihr Leid?
Weshalb das aufmerksame Wesen? —
Weil ich die erste Violin’
In diesen hohen Kreisen spiele;
Weil ich jetzt reich und vornehm bin,
Weil man uns gnädig ist bei Hofe» — — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
