Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Krag: Poemet «Jevgenij Onegin» og dets stilling i Pusjkins digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skjønt vi ikke midt ut forstod, hvorfor Lenskij utfordret
Onegin. Enhver av os gav sig sit ord paa at han ikke
skulde tilbakevise en pikes kjærlighet saa koldt som Onegin
avviste Tatjanas, og især ikke, dersom hun skrev slikt et søtt
brev til ham. Under læsningen av «Onegin» lærte vi for
første gang at iagtta og forstaa livets foreteelser, at formulere
vore uklare følelser, og begyndte at faa en anelse om
menneskenaturens irrationale impulser og tilbøieligheter. Dette var
vor første lærebok for livet, som vi med ængstelig haand gav
os til at blade i for at supplere vore skolekundskaper. Kan
hænde skyldtes dette forhold til romanen vore pædagogers
forsømmelighet; kan hænde var det for vort vedkommende bare
en upaakrævet tidlig anspændelse av den estetiske følelse, en
anspændelse som imidlertid skulde bevare os for mange virkelige
forvildelser. Hvorledes dette forholder sig ser jeg mig ikke
istand til at avgjøre; jeg vil bare konstatere faktum uten at
vurdere det, uten at fælde nogen dom over min ungdom. Et faktum
er og blir det nemlig, at efter 1837 opdroges en generation
som ikke længer fandt Pusjkin i live, og hvis moralske
fysiognomi denne hans roman gav et ganske særegent, litt
sentimentalt præg.»
Det sier sig selv at den ungdom hvis opdragelse paa
denne maate stod i romanen «Onegin»s tegn, ikke for nogen
pris vilde medgi at dens helt for en væsentlig del er skapt
under indflydelse av byronismen, av en europæisk
aandsstrømning. Det gjaldt at vise at han var noget andet og mer end
en moskovit i en Child Harold-kappe, at han hadde sine
dype røtter i Ruslands jord. Det er hvad Ključevskij har
forsøkt i den artikkel jeg netop citerte, og som er viet
«Onegins forfædre». Den oplysning som findes i digtet, at Onegin
er «arvtageren efter alle sine slegtninger» snur den
aandfulde professor slik, at hermed skal da allerede Onegins karakter
av epigon være antydet, det gjælder bare at analysere dette
fortidsprodukt nærmere, at klarlægge Onegins sammenhæng
med Ruslands historie. Og her kommer saa professoren til
hjælp med sin overordentlige lærdom, rekonstruerer endel
fysiognomier i Onegins anegalleri, viser hvorledes tiden formet
dem saan og saan, og at nøiagtig de og de træk og de og
de brist maatte gaa igjen hos efterkommeren. —
Nu blev Ključevskijs artikkel skrevet dengang da Taine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
