Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Serge Voronoff: Kilden til foryngelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KILDEN TIL FORYNGELSE 1
Døden har altid virket paa mennesket som en oprørende
og grusom uretfærdighet, idet det har bevart en mystisk
forestilling om udødelighet. Hver enkelt av de celler dets
legeme bestaar av, og den som første tid efter jordens tilblivelse
var helt selvstændige væsener, har sikkerlig en erindring om
dette übegrænsede, evige liv, og skriker ut sin rædsel for dø
den, som föreningen med andre celler har paatvunget dem.
Det er fremdeles i vore dager saa, at de primitive celler, de
første skapninger som viste sig paa jordens overflate, enkle
protoplasmaklumper slike som amøben, aldrig dør, og noget
lik efter en amøbe blir aldrig fundet. De utvikler sig ved
deling, men de to celler som opstaar, indeholder hver for
sig nøiaktig det samme stof som den første. Gjennem milli
oner av aar har disse oprindelige celler forenet sig og dannet
stadig mere sammensatte organismer, fra det laveste dyr til
den høieste skapning mennesket, og i dette cellesamfund, hvor
den almindelige harmoni ofte blir forstyrret, var det at det
uhyggelige, abnorme fenomen: døden, opstod.
For sin fulde bevissthet, eller snarere sin underbevissthet,
kan mennesket bare forestille sig livet, for til det er det
skapt, like fra dels udødelige tanke til hver enkelt av dets
celler, som har bevart mindet om skapningens første be
stemmelse. Vi eier kun et livsinstinkt, noget lignende forhold
til døden kjender vi ikke. Det er det samme instinkt, som til
enhver tid har drevet til lidenskapelig forskning efter et
eliksir, der kunde utskyte iilværelsens grænser til det punkt,
hvor man, træt av et langt liv, seiv ønsker at paakalde søv-
Oversat efter forfatterens manuskript.
11 - Samtiden. 1927.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
