Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etienne Fournol: Raymond Poincaré
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Raymond Poincaré.
at han hadde beklædt alle offentlige stillinger uten at ha
kunnet yde sit beste. Han vilde bli republikkens president
for at styre sit land, men opdaget saa at den virkelige herre
ikke er republikkens president, men ministerpresidenten. Vel,
saa opgir han det ene presidentskap for det andet. Men da træf
fer det sig slik at han som indirekte følger efter ham, Millerand,
tar imot valget som republikkens president med en høitidelig
erklæring om at han akter at regjere seiv. Efter saa at ha
tilbragt syv kjedsommelige aar i Elyséepaladset, blev Poincaré
stillet ansikt til ansikt med en efterfølger, som vilde være
politikkens virkelige herre, mens han seiv altid hadde dydd
sig. Man tænker sig Julius Cæsars følelser, hvis han hadde
tat feil med hensyn til den plass han maatte vælge for at
bli den første i Rom. Den første i Paris er ikke republikkens
president, tænkte Poincaré, altsaa vil jeg bli ministerpresident
igjen. Og i det øieblik han blir regjeringschef, staar han
overfor en president som er frækkere end ham, ogsomsier:
Den første i Paris, det er mig.
Det var en god strek av Puk. Saken blev forøvrig ordnet
saa nogenlunde, og der blev ingen synlig uoverensstemmelse
mellem Millerand og Poincaré; de førte Ruhrpolitikken sam
men. Men av de to opfatninger av presidentens rolle blev det
Poincarés som snart efter seiret. Da Millerand som repu
blikkens president hadde raadet sit land til én politisk linje,
sluttet vælgerne sig til den motsatte, og man blev nødt til at
avsætte ham. Poincaré derimot, som ikke hadde git nogen
offentlige raad, fuldendte sine syv presidentaar med fuld hon
nør og offentlig paaskjønnelse. Poincaré hadde ret. Poincaré
har næsten altid ret.
Naar Poincaré og Millerand møtes, fremkalder det som
oftest et spræl av den lille kaate nissen som passer paa dem
begge. Det ser ut til at skjæbnen nåar den ser disse to alvors
mænd sammen, ikke kan la være at gi efter for en djævelsk
ironisk fristelse. I Palais de Justice fortælles en liten uskyl
dig anekdote som kanske er opdiktet, men som ganske godt
illustrerer denne forsynets maate at adsprede sig paa: Da
Waldeck Rousseau i 1899 dannet sit radikale ministerium,
var det hans hensikt at sammensætte det med representanter
fra alle venstrepartier for at markere nødvendigheten av en
fælles kamp mot de konservative. Da socialistpartiet var et
187
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
