Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Ording: Jakobiner og bolsjeviker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 Samtiden. 1927
Jakobiner og bolsjeviker.
Billedet er sterkt forvansket. Robespierres skikkelse var ikke
anseelig, og han hadde hverken Dantons jovialitet eller
Vergniauds charme. Men han indgød altid respekt og var
under hele revolutionen en av dens mest populære talere.
Og seiv om der kunde være noget docerende og langtækkelig
ved hans taler, var han ikke nogen pedant. Ganske visst
var «la vertu» grundstenen i hans livsanskuelse. Men «la
vertu» var noget helt andet end vort «dyd». Det var ikke
noget filisteraktig over det. «La vertu» var for ham social
idealitet, moralsk viljekraft. Den betød for ham den übe
tingede, saklige hengivelse for revolutionens idéer som var
hans eneste passion. Den blev for ham kilden til et rent liv
og gjorde ham til «den übestikkelige».
Rlandt alle de beskyldninger som er hopet op mot
Robespierre, er ingen lalterligere end den at han var feig
og smigret folkeopinionen. Han hadde tvertimot en steil,
dogmatisk vilje som kunde grænse til særhet. Derfor för
söner han sig næsten aldrig med en som han engang har
fattet mistanke til. Derfor kjæmper han gjennem hele sit
politiske liv med übøielig kraft og mot og en næsten pinaktig
samvittighetsfuldhet for den folkelige revolution. Men denne
prinsipielle steilhet er ikke nok til at forklare at han blev
folkekjær. Grundtonen i hans sind var en ydmyg, sentimen
talt bevæget respekt for folket. Hans religion var socialt be
tonet. «Det høieste væsen» og sjælens udødelighet skulde
være de fattiges og ulykkeliges trøst. Robespierre föraktet,
likesom Marat, encyklopædistene for deres letsind og deres
kolde hjertes skyld. Denne følelse for folket bragte ham like
frem til socialismens tærskel. Blandt hans papirer har man
fundet følgende notater: «Folket hvilken hindring er det
for folkets oplysning? Nøden. Naar vil altsaa folket bli
oplyst? Naar det faar brød og nåar de rike og regjeringene
ikke længer bedrar det. Naar vil det ske? Naar de rikes
interesse vil bli blandet med folkets. Men nåar vil disse
interesser falde sammen? Aldrig.» Robespierre var likesaavel
som Marat bundet til naturretten og kunde ikke trække
klassekampens konsekvens av sit resonnement.
Robespierre staar for de fleste som inkarnationen av
terroren. Det er ikke helt überettiget. Ikke fordi man hos
Robespierre finder det ringesle spor av personlig grusomhet.
229
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
