Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Voss: Grev Arthur de Gobineau - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Voss.
Maurras og hans meningsfæller har rettet mot ham. Har
man ikke lov at mene sine egne meninger? Og nåar er det
blit forbudt at kritisere sit eget fædreland? spør Souday; at
pangermanistene har misbrukt ham, er ikke Gobineaus skyld.
Nei, la saa være. Allikevel er det vanskelig helt at under
skrive Soudays frifindelsesdom. For Gobineau var ikke fedre
landet det høieste, den ting synes det vanskelig at komme
fra; seiv om man undlater at paaberope sig en ufuldført og
utrykt, og derfor heller ikke som bevis avgjørende, essay av
ham om den tysk-franske krig, som Schemann bruddstykke
vis citerer, og hvor han uttaler sig mildest talt dubiøst, er
det et faktum at man ikke kan finde et ord hos ham av
sympati eller medlidenhet med Frankrike i dets ulykke. Man
har en fornemmelse av at Gobineaus hjerte i denne konflikt
var paa Tysklands side. Og de fleste moderne mennesker
vil nok finde, at da har hans teorier drevet ham for langt.
Det blir under alle omstændigheter et usympatisk træk, som
nødvendigvis maa forringe Gobineau i mange franskmænds
øine.
Til vederlag maa for os nordboer hans høie tanker om
de nordiske folk forøke vor interesse for manden og hans
verk. Hans følelser for nordmænd og svensker, og for deres
forfædre, som ogsaa var hans egne, gir sig i hans Stock
holmstid rørende, næsten barnslig-komiske utslag. Han er
begeistret for Stockholm og for Sveriges folk og institutioner;
privatbrev og artikler til franske tidsskrifter gir stadig ut
tryk nerfor. I Stockholm skriver han sit, forøvrig übetyde
lige, dikt «Olaf Trygvason» til de uforfærdede vikingers ære,
her fuldfører han «Ottar Jarls historie». Noget av det første
han gjør efter sin ankomst til Sveriges hovedstad er at be
søke, valfarte til, kan man godt si, Gammel-Uppsala med
Odins gravhaug; og med andæktig henrykkelse (avec dévolion)
tømmer han der det krus mjød som vertshusholderens hustru
rækker ham. Dette er forresten langt fra saa pussig som det
kanske synes nu. Dengang opfattedes Odin tildels som en
slags historisk person, stamfar baade for den gamle svenske
og for den gamle norske kongeæt, og konge- eller gude-
354
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
