Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk teater efter krigen.
Brieux, at han ikke er andet end en Augier, som er dumpet
ned i folkeskolen.
Jacques Copeau kunde høsten 1913, da han aapnet sit
teater, skrive følgende iet indledningsmanifest: «Hvis man
vil at vi uten omsvøp skal nævne den følelse, som animerer
os, den passion som skubber os frem, som tvinger og nøder
os og som vi maa gi efter for tilslut, saa er det «indigna
tionen».»
«En fræk industrialisering degraderer dag for dag mere
og mere kynisk vor franske scene og vender det kultiverte
publikum fra den.»
Den kamp, Copeau indleder, er kunstens evige kamp mot
kunsthandlerne, mot gjøglet, mot rutinen. Han vil snarere
være en utrenser end en fornyer. I en artikkel fra 1909
fremhæver han den klassiske form, «som bør vedbli at være
modellen». Og i sit manifest av 1913 sier han: «Vi føler
ikke träng til en revolution. Vi tror ikke paa nytten av
æstetiske formler, som hver maaned blir født i klikker for
at dø i næste maaned. Vi vet ikke, hvordan fremtidens tea
ter vil bli. Vi forkynder ikke noget. Men vi vil vie vore
kræfter til kamp mot det samtidige teaters usseldom i alle
dens former. Idet vi starter Le Théåtre du Vieux Colombier
forbereder vi et asyl for kommende talenter.»
Det billede man faar av fransk teater i tiaaret før krigen
paa grundlag av citatene fra Copeaus artikler er selvfølgelig
for mørkt. Antoine søker baade paa Théåtre Antoine og paa
Odeon at fortsætte sine traditioner. Og Firmin Gemier
like evnerik som skuespiller og iscenesætter anstrengte sig
for at skape en förnyelse av iscenesætterkunsten efter linjer,
som røber slektskap baade med Reinhardt og Gordon Craig.
Enkelte scener som Théåtre des Arts søkte at forlike dikterne
og scenekunsten. Og den fremragende impressario Lugné
Poe mindet paa L/Oeuvre stadig et lite publikum om at det
baade utenfor og i Frankrike var skapt dramatiske dikter
verker av betydning. I 1910 utgav Jacques Rouchés, som nu
er direktør for den store opera, sin lille bok: «L’art théåtral
moderne». Han gir franskmændene en skisse av den revolu
tion av sceneteknik og iscenesætterkunst, som er knyttet til
navn som Fuchs, Erler, Reinhardt, Appia, Kemendy, Meyer
hold, Stanislavsky og Gordon Craig. Copeau studerer alt det
595
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
