Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk teater efter krigen.
den nye tids dramatikere fandt dette gjennemdisiplinerte
teaters stiliserte realisme for snæver og paa siden av den
mentalitet, som var deres og som de mente var tidens.
I aarene like før krigen föraktet poetene teatret. De
talenter som interesserte dem fik ikke saa stor plass i teater
livet at de kunde forrykke indtrykket av repertoarenes fattig
dom. Hverken de Curel, de Porto- Riche, Courteline, Romain
Rolland, Paul Claudel, Marie Leneru, Saint-Georges de
Bouhélier eller blandt de alleryngste H. R. Lenormand kunde
i kampen om teaterdirektørenes yndest staa sig mot Henry
Bernstein og Henry Bataille, som med kraft og behændighet
fortsatte og moderniserte det traditionelle melodrama, eller
mot Alfred Capus, Robert de Flers og Sacha Guitrys elsk
værdige, spirituelle og meget parisiske overflatesatire eller
hundre andres grovburleske variationer over utroskapens og
frivolitetens komik.
Den eneste dramatiske form som fanget dikternes op
merksomhet var balletten. Den russiske og senere den sven
ske ballet fandt tidligere end det egentlige teater igjen kon
takten med andre kunstarter. Men længe kunde det jo ikke
vare før ogsaa det egentlige teater blev berørt av strømnin
ger, som hadde ført den bildende kunst bort fra naturalismen,
impressionismen, symbolismen.
Efteråt Copeau begyndte at drive høkrene ut av templet,
kastet dikterne igjen sine øine paa teatret. Det egentlige
naturalistiske teater tæller bare én fremragende fransk dra
matiker: Henri Becque; men Théåtre Libre, som var inspi
rert av Zolas teaterteoretiske artikler, blev tumleplass for en
række romanforfattere. Opildnet av den lille lemænihærdige
Antoines iver slos de pludselig om at gi sine «utsnit av livet»
dramatisk form. Slik gik det ogsaa nu. Romanforfattere og
poeter, som André Gide, Georges Duhamel, Jules Romains,
Henri Gheon, Jean Cocteau, Charles Vildrac, Jean-Richard
Bloch, Jean Schlumberger, Pierre Hamp og nu nylig Jean
Giraudoux har prøvet sit talent i dramaet. Alle har de skrevet
597
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
