Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Otto Normann.
dramatiske arbeider av værdi; men de fleste er leilighets
dramatikere, som ikke betyr noget for teatrets utvikling. Jeg
kunde nævne den fremragende litterære fører André Gides
skuespil «Satil», hvor han i en sterkt bevæget form analyserer
den seksuelle bakgrund for Saul-Davidlegenden. Den selv
stændige Jean-Richard Blochs betydelige drama «Den siste
keiser», den fine Charles Vildra es stilfærdige, men ind
trængende, «Le Pacquebot Tenacity», et mønster paa lyrisk
bevæget realisme eller Georges Duhamels «Lyset». Udmer
kede ting, men enkeltfenomener, som ikke er absolut nødven
dige for periodens karakteristik. Jules Romains, Jean Cocteau
og Henri Gheon har derimot hver paa sin maate del i teatrets
utvikling mot en virkelig ny epoke. Men periodens tyngde
punkt ligger hos andre.
Like efter krigen var ogsaa dramatikerne fyldt av den;
men betydningsfulde direkte spor satte den ikke i dramaet.
De Curel fik riktignok med et krigsstykke «Terre Inhumaine»
(«Brændende jord») anledning til at naa et stort publikum;
det staar ikke i nogen henseende paa høide med det betyde
ligste i hans produktion. Krigsdramatikken vendte fort ryg
gen til patriotismen. Den blev en anklage mot krigen eller
en panegyrik over freden eller en satire over de menneskelige
svakheter, som krigen fremhævet. De talentfuldeste uttryk
for efterkrigstidens tømmermænd er Paul Raynals, «Le Tom
beau sur l’Arc du Triomphe» og Paul Nivoix’ «Les Marchands
de Gloire».
Krigens indirekte virkning hadde større betydning for
teatret end den direkte, som gav sig utslag i krigsdramaer.
Krigen skapte en ny mentalitet, som krævet en ny dramatisk
form.
Denne mentalitet ytrer sig i sit forhold til teatret paa
mange maater. Den rene idealisme som mange ventet paa,
har git sig svake utslag. Den lever i Géraldys og Raynals reak
tion mot den tidligere generations trekantdramaer, reaktion mot
elskovens übønhørlige og vilkaarlige ret. Den ytrer sigi Bouhé
liers sociale dramaer, i Gemiers ophøiede tanker om det
fredsstiftende evangeliebringende folketeater. Mange mente
at mængdens psykologi vilde bli det nye teaters hovedtema.
Jules Romains unanimistiske teori pekte i denne retning.
Andre som Henri Gheon vilde skape et kristelig, et katolsk
598
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
