Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 - Samtiden. 1927.
Fransk teater efter krigen.
og lydhøre kritiker Henry Bidou i «Journal des Debats»,
deres enevældige konsulent. Hans utvalg av stykker var
inappelabelt. Deres teater fik sig overlatt Le Théåtre du
Vieux Colombier. Det gik ikke. Teatret manglet ledelse og
enhet. Naar Antoine gjorde en gjerning, nåar Copeau ogsaa
gjorde det var det fordi de drev sine teatre ensidig. Deres
vilje og deres aand bandt foretagendet sammen og gav det
et ansikt, som netop gjennem sit sterke særpræg trak opmerk
somheten til sig. De unge forfatteres teater var desuten neppe
sa a nødvendig som mange trodde. Fire regulære teatre og fire
unge teaterførere hadde alt tat Copeaus gjerning op og ført
den videre. Enkelte unge blandt de traditionelle som
publikumsdikteren Géraldy og den sterkere Paul Raynal
blev spillet paa Comédie Francaise. Gemier gav husly til
andre unge paa Odeon. Og seiv boulevarden, hvor merkan
tilismen blomstrer som aldrig før, vendte sig mot nogen av
de unge, da den merket at interessen for de traditionelle
boulevardskuespil slappet av. Jacques Natanson, Denis
Amiel, Steve Passeur, Espiau og den behændige, charme
rande, men uoriginale og lite betydelige Sarment vandt
boulevardsukcesser.
De unge klager selvfølgelig. Især de dramatikere, som
skriver novellistiske dialoger, istedenfor dramaer. De klager,
men de har ingen ret til det. Det minste man kan forlange
av en dramatiker er at han skriver for scenen. Det har
imidlertid hændt at stykker, som tidens iscenesættere kan
bringe frem til sukces er faldt paa de gamle teatrene, som
staar sin tid fjernere. Hver tid sin iscenesætterkunst. De fire,
Dullin paa Atelier, Jouvet paa Comédie des Champs Elysées,
russeren Pitoeff og fremforalt Gaston Baty paa Studio des
Champs Elysées, er teaterførere av sin tid. I de allersiste
aar er det merkelige hændt at netop disse kunstnerisk ind
stillede teaterledere har hat de største sukcesser. De blir al
likevel ikke rike. Deres teatre er for smaa. For at fremme
sine og det unge dramas interesser har de iaar slaat sig sammen
i et kartel. De har forstaat at samarbeide tjener den enkelte
bedre end konkurranse. De överlåter den selvdræpende kon
kurranse til kunsthandlerne paa boulevarden. De fire teater
førerne møter hver paa sin maate den nye tid. Men mest
maalbevisst er Gaston Baty. Hans teorier peker fremover.
601
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
