Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. Bøgholm: Middelhavsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
K. Bøgholm.
et andet Navn, at søge Glemsel. En Tid havde Amery’s Er
klæringer, Mac Mahons Brev til Kong Hussein og Allenby’s
Løfter ved Indtoget i Jerusalem, fylket den arabiske Nation
om Ørigets Bannere. Siden har dog den i Henhold til Bal
four-Deklarationen i Palæstina førte Zionistpolitik bidraget til
i høj Grad at kølne de engelske Sympatier hos den arabiske
Nationalisme.
Det er da paa dette Punkt, at Consultå’en har sat ind med
hele sin vidunderlige Sans for Realiteter. Og igennem en
ny Orientpolitik er der skabt en politisk Linje, der paa det
nøjeste modsvarer den ovenfor paapegne Flaadelinje.
Der findes et Sted i Taines berømte «Italienske Rejse»
som jeg under mine Middelhavsfarter ofte maatte tænke paa ;
det er dette: «Hele det moderne Italiens Historie er bestemt
gennem det Faktum, at Landet ikke har kunnet naa frem til
national og statslig Enhed under et oplyst eller dog halv
intelligent Monarki, paa samme Tidspunkt som sine Naboer.»
Den store franske Historiker er her inde paa et Forhold, der
har været altfor lidet paaagtet og som dog maaske vil komme
til at sætte sit Præg paa de kommende Aartiers storpolitiske
Udvikling, nemlig at Italien først skabtes som selvstændig Stat
paa en Tid da Verden allerede var delt op mellem de hvide
Magter. Italiens Udenrigspolitik er kun forstaaelig udfra en
Frygt for at blive nationalt kvalt. Som Briand fører den
synkende Folkemængdes fører Mussolini den stigende Folke
mængdes Politik.
Derfor er de Ord, man oftest træffer i fransk politisk
Journalistik, Ordene «sécurité» og «stabilisation», mens der
hinsides Alpernefortrinsvis tales om «espansione» og«revisione».
Vil det være muligt at forsone det franske Synspunkt, at
Landet historisk tilhører Nationen, med Italiens Krav om
Jord til de folkestærke Stater?1 En Verdens Fred afhænger deraf.
Kommer det her til Kamp mellem jordmætte og jord
krævende Nationer, da vil Kampen tåge Folkevandringskam-
1 Le Figaro’s tidligere Chefredaktör Lucien Romier ser Italiens Fremtid i
en økonomisk Imperialisme, hvor en stærk Handelsflaade forbinder de
italienske Udvandrerkolonier snævert med Hjemlandets Erhvervsliv.
Fra en Samtale med Caillaux kan jeg anfore, at denne anser det direkte
Kolonistyres Tid for at være omme og mener, det vil finde sin Afløser i øko
nomisk Kontrol og Indflydelse.
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
