Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen.
formninger af mine dramaer, som i høj grad afviger fra hin
anden i karakteristiken, ikke i handlingens gang. Når jeg
går til den første udarbejdelse af mit stof, er det, som jeg
kendte mine personer fra en jernbanerejse; det første be
kendtskab er gjort, man har passiaret om dit og dat med
hverandre. Ved den anden nedskrift ser jeg allerede alt me
get tydeligere for mig, og jeg kender menneskene, omtrent
som man kender dem etter et badeophold på en fire uger;
jeg har fåt fat i grundtrækkene i deres karakter og deres små
egenheder; men en fejltagelse i væsentlige ting er endnu ikke
udelukket. Endelig står jeg i den sidste formning ved græn
sen af min erkendelse; jeg kender mine mennesker fra nær
og varig omgang, de er mine fortrolige venner, som ikke
længer vil berede mig nogen skuffelse; således som jeg nu
ser dem, vil jeg altid se dem.»
Det er ikke for intet at ordet se stadig vender tilbake i
Ibsens uttalelser om sin diktning; under studiet av sine per
soner kunde han ofte komme til å se dem for sig med en
hallucinasjons tydelighet, som om de satt i stuen og talte
med ham. «Idag har jeg hatt besøk av Nora, kunde han
si hun hadde en blå kjole på sig». Det indre syn var for
Ibsen dikterevnens kjerne, og han var ikke helt fornøid med
at der blev filosofert så meget over idéinnholdet i hans ver
ker; han ønsket å bli betraktet som dikter, først og fremst,
og kun i annen rekke filosof og forkynner. Men at han
var begge deler, er jo übestridelig, seiv om man nu, da hans
livsgjerning er kommet på historisk avstand, helst vil gi ham
rett overfor mange av hans samtidige, og stille dikteren
Henrik Ibsen langt foran tenkeren.
Det er fåfengt å spørre om ideen eller menneskeskildrin
gen er det første utgangspunkt for de Ibsenske dramaer. Hans
skuespill blir gjerne til i kraft av en sammensmeltning, hvor
det ene ledd ikke har nogen uomtvistelig prioritet fremfor
det annet; først ved föreningen opstår planen og dramaet
begynner å vokse i ham. Men i førstningen kan likevel en
slik sammensmeltning være forholdsvis ufullstendig; Ibsens
tidligste utkast til de enkelte dikterverker lider ofte av den
svakhet at ideen står naken, og at menneskene, som i sine
karakterer og sin livsskjebne skulde belyse denne idé, virker
ulevende. Ibsens arbeide fra utkast til utkast og frem til den
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
