Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Hamlets Skygge - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hamlets Skygge.
skal du dø! Hvad kan det betale sig at storme mod høje
Maal, hvad fører alle Idealer til, Sandhed og Retfærdighed !
Menneskehedens fattige Illusioner. Jorden var den Jam
merdal, hvor Ormene stinger og Syndens Sold er Døden.
For mange af de Unge afslørede Verdenskrigen hvad Menne
sket egentlig indeholdt, Menneskeværdighedens sande Karak
ter. De søgte da at flyde paa et Sindets Overskud, man
hævede det gyldne Øjeblik op af Tilværelsens gråa Ring.
Man læste Nietzsche og blev Dionysikere. Heri stikker den
litterære Expressionismes Psykologi. Man gjorde Øjeblikket
til Kosmos. Man fornemmede det at leve som et Udbrud fra
dybe Kilder i Sjælen, et Møde i Nuet mellem Alverdens Vel
lyst og Gru, en svimlende Fornemmelse af Livets Højhed og
Forkrænkelighed, dets skønne Flygtighed og dets smertelige
Bestandighed. Men for nogle slog denne sjælelige Dionysus
kultus ikke til. Som en forladt Skyttegrav stod Livets ga
bende og übarmhjertige Tomhed bagved. De kunde da kaste
sig ud i det gyldne kværnende Forlystelsesliv, Wein, Weib
und Gesang, eller der var Selvmordet som sidste Udvej . . . .
Det var ofte de fineste og de mest følsomme Sjæle, det gik
saadan. Den store Krig i Verden var flyttet ind i Hjerterne,
tilbage laa der et oppløjet Ingenmandsland.
For at forståa den moderne Ungdom i disse Overgangs
tider, maa man forståa denne nye Romantik og denne saa
rede Sjæl. Førend man snakker om Reaktion og Tilbage
gang, maa man forståa Sjælens Behov i en Tilværelse, hvor
intet er fast og hvor Fodfæstet stadig glipper. Og man maa
forståa, at netop Hamlets Skygge kunde falde ind i Hjerterne:
At være eller ikke være imens Livet gaar sin übarmhjertige
Gang. Hvorfor ikke opbygge en indre Verden til Værn mod
en Tilværelse, hvor Barmhjertighedens Engel ofte gaar for
gæves? Tiden skabte Fantasten paany, af Selvopholdelses
drift lukkede Mennesket sig inde i sin Skal. Durer tegnede
den samme Sjælstilstand i «Melancolica», Opgivethedens Apo
theose. Eller man søgte nye Maader at overvinde Tiden
paa. Saaledes vendte Danmarks Interesser sig indad, mod
Sammenhængen i Folkets Liv, mod Racens Spor i Historien,
de haandgribelige og de usynlige. Udadtil i Pressens aktuelle
Lys gav det sig Udslag i Interessen for Nationalmusæets nye
Bygning. Man var angst for Brandfaren i den gamle Byg-
385
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
