Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Hamlets Skygge - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Bukdahl.
ning, et landsomspændende Indsamlingsarbejde blev sat igang
med et overvældende Resultat, trods de pengeknappe Tider.
Det gav sig Udslag i Interessen for Sagaoversættelse, man
famlede her efter et nordisk Grundlag under Hverdagen, og
en filologisk Tydning af Runestenen i Jellinge fastholdt en
Interesse langt udover de Lærdes Kreds: En Sten fik Mæle
gennem Avisernes Spalter. Striden gjaldt om det var Kong
Gorm eller Thyra der var Danmarks Bod (Danmarkar Bot).
Ved en ny Forklaring af Sætningsstillingen fik man det til,
at det var Gorm. Men Folket reagerede. Man vilde læse
Thyra som før. Hende der gav Dannevirke Navn skulde
netop nu mere end nogensinde være Danmarks Bod.
Disse Stridigheder om Musæet, Sagaoversættelser, Rune
stensfortolkning vilde jo under ander Omstændigheder være
hen/vist til et Arkitektudvalg eller et academisk Collegium.
At dette greb den brede Befolkning hænger sammen med dens
instinktive Følelse af at her staar Værdier paa Spil. Det er
ikke alene Brandfaren i Nationalmusæet det gælder, det er
den übevidste Angst for Nationens Skæbne, der slaar igennem,
den Angst der fik sit monumentale Udtryk i Pontoppidans
sidste Bog «Mands Himmerig». Her er vi ved Kærnen, den
inderste drivende Nerve i det storstilede Indsamlingsvæsen
baade til Nationalmusæet og Landeværnet. Der er noget
man vil bevare. Ikke alene døde Ting, men døde Tings
levende Tale om et Folks Liv i Gru og Glæde, i Trængsel
og Tryghed. Vi tinder andre Ord, og selve det store Tide
hverv har gjort os mere kyniske og nøgterne, men det, der
er Aanden og Sandheden i Ingemanns Vers, vedkender vi os
alligevel som Tidens Tegn:
Stig op af Graven du Slægt, som døde
Forkynd dit Fald, afmal din IJrøde !
Advar os mod Udslettelsens Dom . . .
Den dybe Angst for selve Nationens Skæbne, det er den der
har drevet Folket paa Vej indad mod Fordybelsen og For
tætningen om eget egentlig Indhold, baade i dansk og i nor
disk Forstand. Ogsaa Forsøget paa at naa frem til en indre
nordisk Samhørighed, en sand Skandinavisme horer med til
Tidens Tegn.
Striden om Gorm og Thyra var ikke alene en ligegyldig
386
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
